TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Gordon Dahl: Vi kan ikke gøre mere

af | Nyheder

Gordon Dahl har store forventninger til E Type Cash, der måske kan give Aalborg-træneren en ny Derbysejr.

E Type Cash (Ready Cash) var en af de fire storfavoritter, der indfriede spillernes forventninger i fredagens Derbyprøver på Lunden, og selvom mange sikkert regner med, at Derbyet bliver en duel mellem Empire og Extreme, føler Gordon Dahl sig ikke slået på forhånd.

E Type Cash var suveræn i sin Derbyprøve. Foto: Burt Seeger

-I og med at der er fem Derbyprøve-vindere, hvor vi alle formentlig gerne vil ha’ spor 4, 5 eller 6, kan startsporene godt få stor betydning for chancerne, siger Gordon.

-Jeg mener, at E Type Cash er lige så hurtig fra start som Empire og Extreme, men jeg tror alle forventer at Steen Juul kører til spids med Extreme fordi han har en hest, der kan bære det, men man skal jo altid huske på, at den samtidig skal kunne klare alle tre runder.

-Han har taget starten helt upåklageligt og begynder at motionere igen, hvor vi kører med ham en halv times tid. Han skal så gå sit første arbejde efter Derbyprøverne på fredag, og gør sit sidste arbejde inden Derbyet på tirsdag i næste uge.

Gordon Dahl har ingen planer om at ændre på noget frem mod Derbyet.

-vi kan ikke gøre mere. Det gælder bare om at holde ham kørende, men skulle jeg lave lidt ønsketænkning, ville jeg gerne kunne køre ham lidt lettere balanceret. E Type Cash går forholdsvis tungt balanceret på forbenene, men er heldigvis en stærk type, der kan klare det, siger Gordon, som ikke har fortrudt, at han i forbindelse med Jydsk 4-årings Grand Prix hyrede Birger Jørgensen til at køre staldens Derbydeltager.

-Bestemt ikke; især i fredags var jeg glad for, at det var ham, der sad i sulkyen – Birger er bare den bedste.

Gordon Dahl kørte selv Erik Clausen i en af de andre åbne Derbyprøver, men det var ikke den store succes, selvom parret fik spids efter 600 meter. Erik Clausen galoperede midtvejs i løbet, kort tid efter at Emijo havde overtaget føringen.

-Jeg kunne ikke holde ham, så jeg var nødt til at køre til spids; det var faktisk ikke særlig behageligt at han opførte sig sådan, siger Gordon Dahl.