Goop og Henriette kom på æresrunde
To sejre med dansk tilknytning på Åby Travet fredag – 4-årige Goop og Henriette Larsen vandt begge løb, men ikke sammen.
Goop er helbroder til Derbyvinderen Axel, og selv om den endnu ikke har levet op til de præstationer som Axel havde leveret på dette tidspunkt i hans karriere, så må Goop betegnes som særdeles lovende.
Det var syvende start i karrieren som den røde hingst gjorde fredag med Michael Nimczyk i sulkyen, og parret kunne vinde sikkert efter føring i 1.15.4a/2140 m – førstepræmie 20.000 SEK.
Det var fjerde sejr i karrieren – det var anden sejr i tre starter i år.
Goop, der er opdrættet af Frank og Preben Sørensen, og som helbroder til Axel er efter Love You – Hioubov Lykke, ejes af Karin Walter-Mommert og trænes af Wolfgang Nimczyk.
Inden Goop havde været på æresrunde havde Henriette Larsen vundet sin 6. sæsonsejr, og det skal gå meget galt hvis den danske pige ikke runder sit resultat fra i fjor på syv sejre på hele året!
Henriette Larsen kørte den norskfødte 4-åring, Easy Star (Quite Easy) til sejr i 1.14.8a/2140 m – den trænes af Johan Untersteiner og førstepræmien var på 30.000 SEK.