TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Godt målfotoet er opfundet

af | 14. mar 2021 | Nyheder

Der var flere meget tætte opløb, da Billund Trav åbnede sæsonen 2021 – Rene Kjær dagens mand med tre sejre.

Dommerkomiteen på Billund Trav sender utvivlsomt en venlig tanke til opfinderen af teknikken bag målfotograferingen.

I flere tilfælde var det umuligt at fastslå indløbsrækkefølgen med det blotte øje, når to ekvipager gik side om side over mål.

Ja, allerede i 1. løb, hvor favoritten Fabrizio (Muscle Massive) med Bent Svendsen vandt måtte Dommerkomiteen ty til målfotoet for at afgøre indløbsrækkefølgen.

Ja, så tæt var det at Bent Svendsen kørte i stald, fordi han mente han var blevet slået af den udvendige Crema di Noci med Jeppe Rask.

Västerbo Calvados vinder foran Ea

Jeppe Rask var også involveret i endnu en målfotoafgørelse, hvor han også måtte se sig slået til andenpladsen,.

I 4. løb kørte han Ea, der lige akkurat ikke fangede Morten Melins nyerhvervelse, Västerbo Calvados (Brioni)

I 3. løb havde Rene Kjær vundet med Louise V. Mortensen-trænede Ecu Egedal (Ready Cash), der let gik forbi førende Ellie Said That med Christian Lindhardt, og efter Kjær havde fulgt op med Västerbo Calvados, kom Billund-træneren endnu en gang på æresrunde, for også o 5. løb havde Rene Kjær marginalerne på sin side i et tæt opløb.

Her fangede han med Pia Kruses Cato (Offshore Dream) den førende Okey Dokey med Knud Mønster på målstregen.

Cato vinder foran Okey Dokey

Ingen af hestene så ud til at være let kørte i opløbet – det så ud som om de begge løb på kanten af en galop, men Kjær og Mønster bjærgede dem i trav over mål.

Fra løbsdagen noterer vi også at avlshingsten Creatine, der fredag havde en vinder i Aalborg i Gateway Damgård igen havde en vinder – nu i dens blot anden startende afkom her i Danmark, hoppen Gin Flame med Steen Juul i sulkyen.

Gin Flame sæsondebuterede med sikker sejr i 1.16.2a/1900 m.

Falster-træneren Henrik Thomsen var på et sjældent besøg i Billund, men kunne vinde med Excuse Me (Zola Boko) og så blev det også til fynsk sejr, da Monica Fentz-trænede Womanizer (Look de Star) kunne vinde for Magnus M. Nielsen.