TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Gocciadoros jubel-dag

af | Nyheder

Den farverige italienske travtræner og kusk, Alessandro Gocciadoro havde en jubeldag på den italienske Derbydag på Agnano-banen i Napoli, hvor hans stald dominerede storløbene og i alt indkørte 1.022.720 Euro.

Alessandro Gocciadoto havde al mulig grund til at smile søndag eftermiddag i Napoli. Foto Gerard Forni

Dobbelttriumf i Derbyet, tredobbelt i Oaks og i topopgøret for ældre travere – de fire første!

Jo, Alessandro Gocciadoro – på vore kanter populært kendt og kaldet ”Gul Kusk” – havde en mægtig dag på Agnano-banen i Napoli søndag eftermiddag.

Det var ikke uventet, at det skulle blive en Gocciadoro-dag, men alligevel kan det gå galt – og det gjorde det f.eks. også for Gocciadoro selv i derbyet, hvor han tidligt sad i spids med favoritten Zidane Grif, men med 700 meter tilbage rullede den pludselig over i galop, og var dermed ude af løbet.

Men Gocciadoro havde andre våben, og opløbskampen kom til at stå blandt to andre heste fra hans stald.

Zlatan med Giampolo Minnucci vinder det italienske Derby. Foto Gerard Forni

Zlatan (Napoleon Bar) med Giampaolo Minnucci viste sig bedst og sejrede i 1.12.2a/2100 m foran staldkammeraten Ze’ Maria (Muscle Hill) med Rene Legati i 1.12.3.

Her var der 418.600 Euro i førstepræmie og 200.200 i andenpræmie.

Forinden havde Gocciadoro domineret det italienske hoppederby, Oaks del Trotto, hvor han selv sad bag storfavoritten Zabriskie OK (Conway Hall), der sejrede i 1.12.0a/1600 m foran staldkammeraterne Zealand As (Donato Hanover) med Rene Legati i 1.12.3 og Zona OK (Varenne) med Roberto Vecchione i 1.12.4.

Her var de tre præmier hhv. 105.800, 50.600 og 27.600 Euro.

Zabriskie Ok med Gocciadoro vinder sikkert Oaks. Foto Gerard Forni

I Gran Premio Freccia d’Europa for hurtigtraverne sad Gocciadoro bag VM-hesten Arazi Boko, der under meget hård drivning forsøgte at fange den førende staldkammerat Super Star Reaf (Varenne) med Antonio di Stefano, der akkurat klarede sig første over stregen.  Begge fik noteret 1.11.3a/1600 m – også tredjehesten Sonia i 1.11.5 samt fjerdehesten Testimonial Ok i 1.1.8 kom fra Gocciadoro-stalden.

Gocciadoro startede i alt 21 heste på dagen og de vandt tilsammen 1.022.720 Euro – eller 7.6 millioner danske kroner!!

Danske Erik Bondo havde heste til start i såvel Derby som i Oaks. Bedst gik det for Oaks-hesten Zia Paola Jet (Maharajah) med Federico Esposito, der besatte en fjerdeplads i 1.12.6a/1600 m – præmie 13.800 Euro.