Avlshingsten Gift Kronos, som Opdrætterforeningen havde lejet for denne bedæknings sæson er pludselig død

Mikkel Stub, Opdrætterforeningen skriver:
Vi har haft den store sorg i dag at måtte sige farvel til Gift Kronos.
Først på formiddagen i dag fik han store smerter og blev ude af stand til at rejse sig.
Dyrlægerne der var hurtigt på pletten og gennemførte en kraftig smertestillende behandling, kunne efter få timer konstatere, at der kun var forværring i hans tilstand.
Så der var ingen anden udvej end at aflive denne prægtige Viking Kronos søn.
Et stort tab for Opdrætterforeningen, Hovhedegaard og ejeren AM Bloodstock AB.
Gift Kronos, der blev 16 år gammel, indledte sin løbskarriere i Sverige, men blev sendt til USA, hvor han startede i nogle sæsoner med pænt resultat.
Gift Kronos satte rekord 1.09.2 og tjente i alt 2.8 millioner SEK.
I avlen har han foreløbig haft tre millionærer i Sverige: Baron Gift 1.8 mio. Pajas Face 1.2 og Owen Face 1.1 mio. SEK.
Herhjemme kender vi Gift Kronos som fader til bl.a. Da Vinci Peak, der vandt Jydsk 3-årings Grand Prix samt Delicious One, der vandt Grand Circle 3 års Hoppe Championat.
