TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Geert Olesens Mindeløb: Hvad skete der egentlig i sidste sving?

af | 27. okt 2023 | Nyheder

Fik Emoji galop i opløbssvinget fordi den ramte et sulkyhjul på Get a Wish – eller var det en trang situation – uden kontakt!

Forvirringen er total!

På Bet25 udtalte Flemming Jensen, der kørte Emoji, til Carsten Rabjerg, at der ikke var kontakt med sulkyhjulet på Get a Wish.

Bo Westergaard, der kørte Get a Wish, sagde det samme, men tillagde dog, at han var for tæt på Emoji ved passagen i sidste sving.

De to kuske udtalte sig altså nogenlunde samstemmende til Bet25 Live om episoden i sidste sving i Geert Olesens Mindeløb, hvor Get a Wish med Bo Westergaard i et angreb ude i tredje spor gik forbi Emoji med Flemming Jensen, der indvendigt for sig havde Pinto Bob med Robert Bergh.

Først galoperede Pinto Bob.

-Den var træt og klarede ikke svinget, forklarede Robert Bergh til Bet25 Live.

Og umiddelbart efter galoperede Emoji.

Get a Wish fortsatte til sikker sejr i 1.13.4a/2060 m fulgt af staldkammeraterne Stonefire US med Kasper Foget i 1.13.6 og Zaffiro Jet med Nicklas Korfitsen i 1.13.9.

Det tog tid før Dommerkomiteen offentliggjorde, at Get a Wish havde vundet løbet – men at episoden i opløbssvinget fik et efterspil for Bo Westergaard.

Han fik nemlig 6.000 kroner i bøde samt en udelukkelse på tre dage i perioden 10. november – 12. november.

-Og den straf får Bo Westergaard, fordi der var kontakt mellem Emoji og sulkyen på Get a Wish, sagde Landsdommeren Kim Kabling til Bet25.

Altså en anden udlægning af episoden end den de to topkuske er kommet med.

-Fordi vi har skønnet, at Get a Wish under alle omstændigheder ville have vundet løbet, så får Get a Wish lov til at beholde sejren – det er i henhold til reglementet, tillagde Kim Kabling.

Forvirret?

Forståeligt!

Se løbet og episoden på dette link – klik her

Se også sejrsinterview med Bo Westergaard – klik her