TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Galopmandens lykkelige travkøb

af | Nyheder

Blandt vinderne på Racing Arena Aalborg mandag, hvor dansk travsport atter genoptog væddeløbene efter en Corona-pause, var galopmanden, John Nielsens Spicy Shot.

John Nielsen, der i mere end 50 år har været et kendt navn i dansk galopsport og ikke blot har vundet utallige løb i sadlen, men også som hesteejer og træner,  har også en enkelt travhest, Spicy Shot, der var blandt dagens vinderheste i Aalborg.

Spicy Shot med Anders Pedersen vandt i dagens hurtigste notering 1.15.0a/2140 m. Hesselborg Foto

Spicy Shot (Ens Snapshot) vandt efter behag kørt af Anders Pedersen i 1.15,0/2140 meter auto – dagens hurtigste vindertid.

”Jeg fandt den hos Bjarne Fyenbo og eg faldt for den med det samme jeg så den. Jeg anede ikke navnet på den, men kunne bare lide den direkte, fortæller John Nielsen.

”Det er på samme facon jeg har købt gode galopheste i England. Jeg kigger ikke på hestenes afstamninger og resultater, men mere om jeg kan lide dem, fortsætter John Nielsen.

John Nielsen sammen med Anders Pedersen efter en af Spicy Shots tidligere sejre.
Hesselborg Foto

”Jeg var stolt af Spicy Shot i dag. Jeg så det på TV derhjemme. Marianne (Mechlenburg – red.) kørte den ind på banen for mig. Vi er naboer, siger John Nielsen.

”Kusken (Anders Pedersen – red.) kørte et godt løb. Jeg har også ringet til ham og rost ham.

”Jeg tror faktisk den tjener mere i år end mine fem galopheste tilsammen, men folk behøver ikke ringe og byde på den, for jeg sælger ikke, slutter John Nielsen.

7-årige Spicy Shot indledte først løbskarrieren som 5-åring. Nu har den startet 20 gange og har vundet 6 sejre, 4 anden og 1 tredjeplads -. mandagens vindertid var ny rekord.