Fyraåringseliten: For 22 år siden vandt Legendary Lover K med Steen Juul
Kun én gang tidligere har en danskejet hest og dansk træner og kusk vundet dette løb på Elitloppdagen – i eftermiddag har B A Superhero med Bo Westergaard muligheden.

Foto KM Foto
I 2001 var Legendary Lover K med Steen Juul favorit i Fyraåringseliten og vandt efter en hård rejse ude i sporene og i et meget tæt opløb i 1.12.2a/1609 m.
I eftermiddag bliver Masiols B A Superhero med Bo Westergaard ikke favorit – de er pt spillet som fjerdefavorit – men parret er da ikke uden chance.
Nærmest kommer B A Superhero fra en fin sejr på Lunden i 1.12.2a/2000 m – i eftermiddag gælder det sprint og løbets rekord på 1.09.1 – sat i 2021 af Sister Sledge med Ôrjan Kihlström i sulkyen kan meget vel være i fare.
Bo Westergaard købte B A Superhero med Harrisburg-auktionen i efteråret, hvor han også var ude efter en anden hest, der nu starter i løbet.
Double Deceiver!
Bo Westergaard havde næstsidste bud på Double Deceiver til 475.000 dollars, men blev budt til 500.000 dollars – det blev vinderbuddet fra den svenske storstald. Stall Zet!
Double Deceiver, der er vallak, har startet en gang og vundet for Ôrjan Kihlström i 1.12.5a/2100 m på Ørebro.
Den starter fra spor 8 – B A Superhero har fået spor 5.
Tyske 1 Gio Cash med Dion Tesselaar har tidligere imponeret ved sine starter i Sverige og kommer fra en tæt andenplads på Wolvega i 1.13.0a/2100 m – det svarer til en 1.11-tid på Solvalla.
To danskfødte heste har i øvrigt vundet dette løb tidligere.
Første gang i 1986, hvor Junior Lobell med Søren Norberg sejrede i 1.14.5a/2140 m og senest i 2020, hvor Ecurie D med Erik Adielsson sejrede i 1.09.2a/1640 m.
Førstepræmien i Fyraåringseliten er på 500.000 SEK – løbet er 10. løb – start klokken 17.20.