TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fynske travtrænere på studietur

af | Nyheder

Den 1. marts drager Fyens Væddeløbsbanes seks travtrænere på studietur til USA, hvor de bl.a. skal deltage i træningen hos Åke Svanstedt.

Nogle har været der før, men det er længe siden. For andre bliver det barnedrømmen, der nu går i oplevelse.

Frantz Praem

Frantz Praem

Tirsdag den 1. marts tager Fyens Væddeløbsbanes seks professionelle travtrænere på studietur til USA, hvor de bl.a. får lejlighed til at deltage i den daglige træning hos Åke Svanstedt på dennes farm i Florida.

-Vi glæder os alle helt vildt til denne tur, siger Frantz Praem, der som formand for den fynske Trænerforening tog initiativ til turen.

-Oprindeligt var det meningen, at vi skulle have været til Frankrig, men så var der en, der foreslog USA, og derved blev det, siger Frantz Praem videre.

-Allerede da jeg luftede ideen for mine kolleger var der 100% opbakning til den, og siden har vi brugt tid på at forberede turen, og vi har bl.a. fået sponsorstøtte til turen af foderfirmaet Equsana  noget som vi alle er meget glade og taknemmelige for.

-Gennem Rene Sejthen, der arbejder hos Åke Svanstedt har vi fået tilsagn om at kunne deltage i den daglige træning, og det ser vi alle frem til med stor interesse, fortæller Frantz Praem videre,

-Vi skal også besøge nogle andre træningssteder – bl.a. Sunshine Meadows, hvor Dewayne Minor, der har trænet heste for Knud Erik Ravn og Cowboyland gennem mange år, har sine heste, og så skal vi selvfølgelig opleve en væddeløbsaften på Floridas eneste travbane, Pompano Park, siger Frantz Praem

Palema TRotting Center, hvor Åke Svanstedt træner om vinteren

Palema Trotting Center, hvor Åke Svanstedt træner om vinteren.

-For mit eget vedkommende har jeg været i USA en enkelt gang tidligere, idet jeg var med på den store dansker-tur med 40 deltagere i 2011, hvor vi så Broad Bahn vinde The Hambletonian Stake og Birger Jørgensen var med i VM, og jeg blev meget fascineret af USA, der er så meget anderledes end Danmark. Det på både godt og ondt, selvfølgelig.

-Jeg synes, at det er utroligt positivt at alle fynske professionelle travtrænere har bakket op om initiativet – det fortæller, at vi har et stærkt sammenhold. Vi er konkurrenter i løbene, men gode kolleger til hverdag, siger Frantz Praem.

Som tilrettelægger, praktisk gris og guide på turen er undertegnede, Karsten Bønsdorf fra travservice.dk med på turen til Florida.