TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fynsk Fredag: Hvor er 3. løb blevet af?

by | 9. Oct 2021 | Nyheder

Et af fredagens mest interessante løb på Fyens Væddeløbsbane var en 4-års hoppeløb, der blev afviklet som 3. løb – men resultatet kigger man forgæves efter på Travinfo!

Nicklas Korfitsen havde en forrygende dag med 3 sejre – herefter sejren med Stonefire US sammen med Lars Berg fra Buffalo Stable og en repræsentant for løbets sponsor. Gorm Foto

Nicklas Korfitsen havde en stor dag på Fyens Væddeløbsbane denne fredag.

Han vandt tre sejre og en femteplads – og uden en galop med 700 meter tilbage kunne femtepladsen med Gazelle di Damgård have været vekslet til en sejr – så imponerende gik denne Creatine-datter efter galoppen.

Når man så tjekker Nicklas Korfitsens generalieblad på Travinfo.dk for at se hans statistik efter fredagens løb i Odense, så mangler der noget!

Sejren med Thai Sansa i 3. løb!

3. løb findes heller ikke i listen over løbsresultater, men ved de enkelte heste er placeringerne anført, men uden rekorder!

Men løbet er tilsyneladende ikke godkendt af Dommerkomiteen og således ikke opdateret, når dette skrives lørdag klokken 09.00!

Udvendige Thai Sansa vinder foran Fox on the Run, Gorm Foto

Det var ellers et spændende løb – dette 3. løb.

Fox on the Run med Jan Dahlgaard var førende undervejs, men havde fået tryk af Fly High Shadow med Rene Kjær fra start – og igen på sidste omgang.

Imens sad Thai Sansa og Nicklas Korfitsen og lunede sig, men kom i angreb ind på lige bane.

En overgang så det ud til at Thai Sansa (Muscle Hill) skulle flyve forbi til let sejr, men Jan Dahlgaard fik gang i Fox on the Run, og der var ikke meget  – ja, kun det yderste af en mukespids, der skilte de to heste over mål.

Begge fik noteret 1.15.5a/2140 m.

Målfotoet fra 3. løb med den hårfine opløbskamp mellem Thai Sansa og Fon on the Run.

Det var dagens anden sejr til Danmarks førende travjockey, der indledte løbsdagen med sejr til Glide for the Win (Charlie du Noyer), der her vandt for tredje gang i lige så mange starter.

Den tredje sejr kom i 4-årsløb for hingste/vallakker med amerikanske Stonefire US (Wishing Stone), der let speedede forbi længe førende First Blood med Birger Jørgensen til sejr i 1.14.6a/2140 m – First Blood nummer to i 1.14.7, mens løbets favorit, Frodo Cash med Steen Juul blev nummer tre i 1.14.8.

Steen Juul havde forinden vundet med Gaby Cloc (Michael’s Turn), hvor han slap meget billigt med en bøde på 200 kroner for at køre ud i Morten Friis med Godfred Bork midt i opløbet, og siden vandt Steen Juul med genopstandne Dempsey Cloc (Ogham), der hjemførte sejren i Karl K. Pedersens Mindeløb i fine 1.12.8a/1640 m.