TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fyens Væddeløbsbane afskaffer kontant-spil

af | Nyheder

Fra udgangen af juli bliver det ikke længere muligt at spille for kontanter i totalisatoren på Fyens Væddeløbsbane.

Som den kun anden bane i landet indtræder Fyens Væddeløbsbane for alvor i den digitale tidsalder, når det fra udgangen af juli kun bliver muligt at spille på mobil/tablet eller på en Derby25 terminal på banen.

På Klampenborg Galopbane har man siden sæsonstarten i april måned udelukkende kunnet spille digitalt, og det har galop-publikummet taget til sig.

Landets væddeløbsbaner har ikke længere samme interesse som tidligere i at servicere publikum på spilområdet – den del er overtaget af Derby25 og betyder, at en bane i dag blot modtager 4% af omsætningen på banen -mod i mange år, hvor man fik 21,25% af baneomsætningen.

 Det er ikke længere muligt at skabe en sund økonomi omkring banespillet, siger Claus Juncker, direktør på Fyens Væddeløbsbane.

-På bundlinjen koster det os omkring 100.000 kr. om året at udbyde totalisatorspil og sammenholdt med den forestående Spil-ID-lovgivning, det økonomiske potentiale i Derby25-samarbejdet omkring digitale konverteringer og de ekstraordinært store omkostninger til banens drift og vedligeholdelse pga. prisstigninger, er det et nødvendigt skridt, siger Claus Juncker.

Overgangen til digitalt spil på banen løser samtidig et problem for Fyens Væddeløbsbane.

-Vi er inde i en særdeles positiv udvikling i forhold til antallet af gæster og får med afskaffelsen af totalisatoren mulighed for at løse problemet med for få siddepladser i vores lounge-/caféområde. Samtidig vurderer vi også, at vi på sigt vil kunne tilbyde en langt bedre restaurantoplevelse med to buffetområder. Det er virkelig påkrævet, når vi som her i maj og juni har mere end 200 mennesker i vores restaurant hver løbsdag, lyder det fra Claus Juncker.