TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Full Power på Solvalla

af | Nyheder

Power til tops i Svenskt Trav-Kriterium efter forrygende præstation og mesterlig kørsel af Robert Bergh. Ingen succes for danskopdrættede Ganga Bae i Hoppe Kriteriet.

3-årige Power (Googoo Gaagaa) levede i den grad op til sit navn, da han i dag vandt Svenskt Trav-Kriterium 2019 på Solvalla, hvor der var masser af dramatik fra start til slut.

Op til startvognen galoperede totalisatorfavoritten Aetos Kronos. Örjan Kihlström forsøgte at korrigere sin hest, men det lykkedes ikke og med Aetos Kronos ude af billedet var løbet langt mere åbent.

Fra startspor 6 fløj Usain Töll til spids, men Stefan Söderkvist signalerede at han gerne ville slippe og det fik Adrian Kolgjini afsted med Upset Face.

Samtidig fik Robert Bergh også sat skub i Power og de to kuske dystede hårdt om spidsen – en duel, som Robert Bergh vandt og herefter blev tempoet dæmpet ganske betragteligt. Kilometeren gik således efter 1.13,6.

Ubiquarian Face galoperede også ind i første sving, men Lutfi Kolgjini fik hurtigt sin hest i trav igen og midtvejs i løbet blev Ubiquarian Face sendt afsted i tredje spor. Ud på sidste omgang kom parret frem til dødens udvendig for Power.

På bagerste langside var Kolgjinis hest imidlertid træt og samtidig brækkede felt nærmest midt over.

Foran havde Robert Bergh stadig noget at køre med bag Power, der holdt farten til mål og sejrede kort foran en stærkt afsluttende Brother Bill med endnu en outsider på tredjepladsen, Exodus Brick.

Power ejes af In the Zone AB i Bromma og er opdrættet af Ronny & Vanja Olofsson.

Power er tilmeldt Præmiechancen og fik dermed 4 millioner SEK for sejren.

Diana Zet overlegen
Daniel Redén-trænede Diana Zet (Hard Livin) var svaret i Svenskt Trav-Oaks efter offensiv styring af Örjan Kihlström.

Staldkammeraten Alaska Kronos var toneangivende fra start, men efter 500 meter i 1.08-tempo overlod Carl Johan Jepson føringen til Kihlström, der forlod tredje par udvendig da tempoet blev dæmpet.

Med Diana Zet i føring var løbet reelt afgjort og hun sejrede ganske let i tiden 1.13,5a/2140 meter foran Alaska Kronos (13,6) og Dontlooseallmoney (13,7).

Daniel Redén ejer både Diana Zet og Alaska Kronos og kunne dermed glæde sig over en samlet præmie på intet mindre end 4,2 mill. SEK, da begge heste er tilmeldt Præmiechancen og dermed fik fordoblet deres præmier i Kriteriet!

Efter søndagens løb på Solvalla har Daniel Redéns stald vundet 99 løb og indkørt 29 mill. SEK i år.

Thomas Lind-Holm-opdrættede Ganga Bae med Jorma Kontio havde ryg på den førende fra start, men havnede siden i tredje par indvendig og sås aldrig med reel chance i løbet.

Ganga Bae sluttede uplaceret i 14,3.