TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fransk tophest syndikeres for 24 millioner

af | Nyheder

Den 3-årige franske hingst, Face Time Bourbon skal nu syndikeres, og der udbydes 40 andele i ham til en samlet pris af omregnet 24 millioner kroner.

Face Time Bourbon med Björn Goop Arkivfoto Gerard Forni

I fredags vandt Face Time Bourbon med Björn Goop i sulkyen sin syvende sejr i otte starter i UET 3 års Championat på Vincennes. Vindertiden var ny banerekord for 3-årige hingste med 1.12.3a/2100 m.

Og nu skal der smedes, mens jernet er varmt.

Ifølge Paris Turf udbyder ejerkredsen 40 bedækningsrettigheder i Face Time Bourbon til en pris af 80.000 Euro stykket – det er cirka 600.000 kroner, og sælges de alle vil ejerne kunne putte 3,2 millioner Euro i tegnedrengen – det er cirka 24 millioner danske kroner.

Men hesten er jo meget mere værd, for franske hingste må bedække op til 100 hopper årligt, så i virkeligheden er Face Time Bourbon prissat efter 8 millioner Euro – eller 60 millioner danske kroner!

Face Time Bourbon skal debutere i avlen i 2019, og det kommer til at koste 5.000 Euro + 15.000 Euro at få et afkom efter ham!

Men løbskarrieren er slet ikke slut, og dens træner Sebastian Guarato har udtalt, at Face Time Bourbon er den bedste hest, han nogensinde har trænet.

Sagt af manden bag Bold Eagle!!

Face Time Bourbon har Ready Cash som fader og Vita Bourbon v. Love You som moder, så han er avlet på samme måde som Bold Eagle (Ready Cash på Love You-hoppe).

Vita Bourbon kommer ud af en af de allerstærkeste moderlinjer i Frankrig, idet hendes mormor er Etta Extra – mor til bl.a. Mara Bourbon, Qualita Bourbon, Sam Bourbon m.fl.