TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fransk interesse for HL-auktionen

af | Nyheder

Europa største auktionsfirma inden for trav- og galopsport, Arqana er interesseret i at komme ind på det skandinaviske marked og har vist stor interesse for HL-auktionen som Jeanette og Jens Glud Hansen arrangerer den 11. juli på Car Center Racetrack ved Nykøbing Falster.

Arqana direktøren Hugues Rosseau kommer til HL-auktionen

Arqana direktøren Hugues Rosseau kommer til HL-auktionen

HL-auktionen har allerede måneder før den afholdes vakt stor opmærksomhed overalt i Europa, og rent konkret har det givet sig udslag i, at Hugues Rosseau, der er direktør i Europas største auktionshus for travheste, Arqana Trot, kommer til Falster i forbindelse med HL-auktionen den 11. julifor at drøfte et fremtidigt samarbejde.

– Hugues Rosseau har tilmed givet et tilsagn om, at han vil virke som auktionarius for nogle numre, når vor danske auktionarius, Morten Hald skal have en lille pause, fortæller Jens Glud Hansen fra HL-auktionen.

– Jeg finder det utroligt spændende, at Rosseau og Arqana Trot har vist interesse for vort projekt, og at der er mulighed for at vi kan indgå et samarbejde om en auktion på Falster-banen i årene der kommer. Det vil jo ikke blot sikre, at kvaliteten på auktionen kan holdes på alle plan, men det vil samtidig også være med at skabe øget opmærksomhed omkring dansk travsport, siger Jens Glud Hansen.

Jens Glud Hansen forventer, at auktionskataloget vil være klart i løbet af maj måned.

– Vi har 62 heste til kataloget, men herudover vil der være 15 wildcards, hvoraf de otte i hvert fald vil komme i brug, for det er tanken at der i alt skal komme 70 heste i ringen den 11. juli i Nykøbing, fortæller Jens Glud Hansen videre. – Vi har lavet systemet med de 15 wildcards fordi, det jo også sker at unge heste trækkes fra en auktion på grund af f.eks. en skade, en dårlig røntgen eller forkølelse. Derfor vil vi have muligheden for at supplere op til de 70 numre, vi har sat som mål for auktionen.

Det franske auktionsfirma Arqana Trot er en af del af auktionsfirmaet Arqana, der ikke blot sælger trav og og galopheste, men også har kunst- og vinauktioner i Auktionshuset i Deauville i Normandiet.

Firmaet omsætter samlet for over 1 milliard kroner.