TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fransk dobbeltsejr

af | Nyheder

Det blev fransk på de to første pladser i EM for 3-åringer, mens Norge besatte tredje – og fjerdepladsen.

Ikke uventet blev det fransk sejr i EM for 3-åringer, der onsdag eftermiddag blev kørt banen i Laval.

Men det var ikke storfavoritten, Cristal Money med Franck Nivard, der kunne vende tilbage til vindercirklen, men i stedet næstfavoritten Coquion Bebe (Rancho Gede) med Jean Michel Bazire, der sejrede sikkert i 1.13.1a/2050 m.

Coquin Bebe var tidligt med fremme i spids og førte undervejs, mens Cristal Money havnede i dødens.

I opløbet trak Coquin Bebe fra til sikker sejr foran Cristal Money, der på andenpladsen noteredes for 1.13.3.

På de næste pladser fulgt to af de norske repræsentanter. Cash Okay med Geir Vegard Gundersen blev nummer tre i 1.13.6, mens Bo Westergaard-trænede Photo Lavec blev nummer fire i 1.13.7.

Bo Westergaards anden deltager, Ultimate Photo galoperede og blev diskvalificeret.

Samme skæbne overgik den meget betroede Traders  fra Italien, der galoperede fra start og den tyske derbyvinder Ferrari Kivietshof, der galoperede undervejs.

Der var 45.000 Euro i førstepræmie til vinderen der trænes af Franc Leblanc.

Samme præmie var der til Voltigeur de Myrt med Gabriele Gelormini, der vandt Grand Prix Anjou meget sikkert.

Voltigeur de Myrt, som vi så blev nummer tre i årets Copenhagen Cup, blev kørt til spids med 1000 meter tilbage og sejrede sikkert i 1.13.2/2900 m foran tapre Roxanne Griff med Erik Raffin i 1.13.4.

Svenske Nahar med Robert Bergh lå længe sidst i feltet, men blev trukket ud til angreb ind på det lange opløb (315 meter). Den spurtede godt, men nåede kun fjerdepladsen i 1.13.4