Fra Derbydagene på hhv Jägersro og Bjerke noterer vi bl.a. Neona Proncess er Sveriges bedste 4-års hoppe, at Peter Jensen havde en ny fin vinder og at Bo Westergaard blev diskvalificeret fra førstepladsen i et storløb.
Og først fra Jägersro
Af de fire danske deltagere i K G Betmarks Minne 2014 gik det bedst for Steffen Christiansen med Loveitj, der blev nummer fire i 1.13.0a/2140 m. Og det var han ikke uheldig med.
I første startforsøg galoperede Lovetitj, men da løbet blev ringet om, fordi startvognen havde kørt for langsomt fik Loveitj en ny chance, og så gik den fejlfrit.
I gyldig start var der i øvrigt heller ikke meget fart på startvognen.
Dennis Kristiansen med Sergio H blev nummer fem – forlod ryggen på den senere vinder Västerbo Mission med 600 m tilbage – det så ud til at være det rigtige på det tidspunkt, men senere skulle det vise sig, at hvis Dennis var blevet i ryg på Västerbo Mission med finske Hannu Korpi, så havde han været med til at kæmpe om sejren.
Det svenske Hoppe Derby, der hedder Derbystoet og har 1 million SEK i førstepræmie blev afgjort i starten, da Neona Princess (Gigant Neo) kunne holde spids fra D’One med Kihlström.
D’One endte i vinderhullet, men her kom den aldrig fra. Det blev til sikker sejr til Neona Princess i 1.13.1a/2140 m foran Done i 1.13.3.
Neona Princess er årgangens dronning, da den også har vundet Stochampionatet.
Danskopdrættede Sander Esterel (Dream Vacation) vandt en sikker sejr i 1.13.8a/2140 m for Johnny Takter. Her var Steen Juul nummer fem med italienske Pradiziac i 1.14.1.
Samme placering opnåede Juul i stayerløbet med Scirocco Sisa, der fra 3180 m noteredes for 1.14.3. Løbet vandtes af distancespecialisten Alfas da Vince (Orlando Vici) med Joakim Løvgren i 1.13.8/3180 m.
Derbyhesten Tor Mento med Sjunnesson var tydeligvis bedre tilpas på hjemmebanen og blev nummer tre i 1.15.0/3140 m.
Aalborg-træneren Peter Jensen havde igen en fin vinder.
Her i den 8-årige Spark Rick (Com Hector) der vandt let i ny rekord 1.11.0a/1640 m for Erik Adielsson.
Det var dens tredje sejr i træk og femte i år i blot ni starter.
Henrik Thomsen havde bl.a. sendt M T Illustrious til Jägesro, hvor den blev nummer to i ny rekord 1.11.8a/1640 m med Erik Adielsson i sulkyen.
Flemming Jensen var længe førende i V75-7 md Roxie Lavec, men i opløbet blev parret passeret til en tredjeplads i 1.13.5/2140 m.
Og så til Norge…
I Norge var Bo Westergaard med Nelson Nora først over stregen i Hoppe Kriteriet, hvor førstepræmien var på 375.000 NOK.
Et stykke ind i opløbet kørte Bo Westergaard imidlertid ud i en konkurrent for at angribe, og det gik det ikke.
Diskvalifikation fra førstepladsen og en bøde på 5.000 NOK.
Nu vandt længe førende Masaya (L’Ideal Briscos) med Andre H Steensen i 1.14.5a/2100 m.
Kriteriet med en førstepræmie på 750.000 NOK havde bl.a. Jan Dahlgaard-trænede Lightman O med Åsbjørn Tengsareid til start, men Ligthman O satte af i galop fra start, og så var den ude af løbet.
Det blev spids og slut for Undone (Cigar Bar) med Johan Herbjørn Undem i 1.14.0a/2100 m foran favoritten Gen Ord Superb med Geir Vegard Gundersen i 1.14.1.
Gundersen tog siden revanche, da han vandt derbyet med outsideren Viking Va Bene.
Og forinden havde han vundet med Norges bedste traver, Support Justice (Kadabra) i 1.11.6a/2100 m – den starter næste gang i E for 5-åringer i Frankrig.