TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fossa var bedst

af | Nyheder

Fossa med Steen Juul afsluttede bedst til sejr i Erik Tychsen Memorial og satte med 1.13.4 ny banerekord for 3-årige hingste/vallakker.

Fossa vinder sikkert i ny banerekord 1.13.4a/1900 m.
Foto Kjeld Mikkelsen/KM Foto

Har der været tvivl om, hvem der er F-årgangens bedste hest, så fik man et klart svar i Erik Tychsens Memorial på Billund Trav, hvor årgangens mest vindende hest, Fossa (Wishing Stone) med Steen Juul vandt foran First Blood med Birger Jørgensen og Frederik med Knud Mønster i et, hvad englænderne ville kalde ”true run race”.

Alle tre heste fik chancen – First Blood skød fra sit udvendige startspor frem til spids foran Frederik, mens Fossa blev taget mere roligt fra start.

Med 600 meter tilbage forsøgte Knud Mønster angreb med Frederik, men blev afvist og krøb ned i ryggen igen rundt i opløbssvinget for atter at komme i angreb, da Fossa nu kom bagfra.

Frederik meldte sig først ud af legen et stykke ind i opløbet, mens First Blood længe strittede godt imod.

Men Fossa kunne de ikke stå imod, og den skar målstregen som klar vinder i ny banerekord 1.13.4a/1900 m.

First Blood nummer to i 1.13.5 og Frederik nummer tre i 1.13.7.

Den gamle banerekord på 1.13.5 havde Dontpaytheferryman sat den 3. juni 2018.

Fossa ejes af Stald Disney og trænes af Gordon Dahl.