TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fortsat uro på Lunden

af | Nyheder

Torsdagens generalforsamling i Det Danske Travselskab blev som ventet en langtrukken affære, hvor bestyrelsen med et spinkelt flertal fik mandat til at arbejde videre med et storstilet ombygningsprojekt på Lunden.

Størsteparten af tiden blev brugt på en debat, der meget kort fortalt gik ud på, hvorvidt man skal blive i Charlottenlund eller sælge hele arealet for siden hen at opføre en ny bane i f.eks. Høje Taastrup.

Sidstnævnte model er tidligere blevet “skrottet” af travselskabets medlemmer, men blev på generalforsamlingen bragt til torvs igen af Michael Juul, der som tidligere formand længe har kæmpet for “Høje Taastrup-modellen”.

Bestyrelsens forslag omfatter en større ombygning af Lunden, hvor man allerede er i tæt dialog med Gentofte Kommune.

Først stemte medlemmerne (hvoraf 120 af i alt 199 var mødt frem til generalforsamlingen) om bestyrelsens forslag, der blev vedtaget med 58 stemmer for og 56 imod, mens der var fem blanke stemmer.

Bestyrelsesformand Henrik Johannsen gik herefter på talerstolen og gav udtryk for, at man med afstemningsresultatet in mente, burde undlade at stemme om Michael Juuls forslag, men dette blev afvist af dirigent Martin Lavesen.

Michael Juuls forslag blev nedstemt med 67 stemmer imod og 41 for. Syv stemmer var blanke.

Herefter var der valg til bestyrelsen, hvor Ulla Fischer Nielsen og Morten Thanning Vendelø var på valg.

Fire kandidater kæmpede om de to bestyrelsesposter og her blev stemmefordelingen således: Ulla Fischer Nielsen – 72 stemmer, Morten Thanning Vendelø – 56 stemmer, Dennis Tidmand Christensen – 46 stemmer og Leif Albér – 41 stemmer, hvilket betød at der var genvalg til de to førstnævnte.

Såvel regnskabet som budgettet for 2023 var genstand for megen debat, men endte begge med at blive taget til efterretning.

Der blev bl.a. stillet spørgsmål til marketingsudgifter, som i 2023 i udgør 350.000 kroner kombineret med løn til “halvanden medarbejder”. I budgettet er der ligeledes afsat løn til en kommende direktør med forventet ansættelse 1. juli.

Travservice.dk følger i morgen op på generalforsamlingen.