TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fortryder start i 4-årings Grand Prix

af | Nyheder

Stanley Simonsen, der ejer Gianluca fortryder, at han valgte at starte sin hest i Jydsk 4-årings Grand Prix på søndag.

-Jeg fortryder, at vi startmeldte Gianluca i Grand Prix. Hesten er meget hurtig fra start og havde haft fordel af at få spor 7 – nu fik den spor 12 i anden række, siger Stanley Simonsen.

Stanley Simonsen forstår heller ikke, hvordan det kunne gå til at hans hest, der var nummer fire i en prøve, ikke skulle vælge spor før Giant Design og Gateway Damgård, der fik plads i Grand Prix-feltet, da såvel Gibbs som Gucci Line valgte at starte i Grand Prix Consolation.

-Jeg mener, at Gianluca har kvalificeret sig til at starte i Grand Prix’et – så hvorfor skal den så ikke have en fordel fremfor de to andre, der er kommet med efter deres placering i Pointberegningen, siger Stanley Simonsen.

Hvis Stanley Simonsen har ret i sin antagelse, så ville Gianluca have haft mulighed for at få startplads i første række bag startvognen, men nu indgik den i en pulje på tre om sporvalg med Giant Design og Gateway Damgård, og her blev Gianluca sidste vælger.

-Men alt er foregået efter reglerne, siger Rene Jensen, sportschef i Dansk Hestevæddeløb.

-Ifølge reglerne, er der 10 heste, der direkte kvalificerer sig til start i hovedløbet, og derudover er der to wild cards, der kan tildeles de heste, der i dette tilfælde har placeret sig som nummer fire og hvis de ikke vil deltage, så går wild cards videre til de heste, der startede i prøverne og som står bedst i pointberegningen.

-Der er altså to grupper når det drejer sig om sporvalg– vi kan kalde dem A og B.

A – det er de direkte kvalificerede fra prøverne og B – det er wild card-hestene – og her hører Gianluca under, siger Rene Jensen.

-Jeg skal være den første til at indrømme, at reglementet omkring udtagelse af heste til storløb er tricky, og vi skal nok se, om vi ikke kan finde en tydeligere formulering, men som reglementet er i dag, er det korrekt at Gianluca er kommet i lodtrækningspulje B om sporvalg, slutter Rene Jensen.