Svensk travsports grand old lady, Margareta Wallenius-Kleberg er blevet indvalgt i den amerikanske Hall of Fame.
Margareta Wallenius-Kleberg er den første kvinde, der bliver indvalgt i amerikansk travsports Hall of Fame.
Det er de amerikanske hestesportsjournalister, der står for indstilling og valg af kandidaterne, der officielt bliver optaget ved en middag den 4. juli det følgende år.
Margereta Wallenius-Kleberg er ikke blot meget aktiv i svensk travsport. Hun har i mange år haft såvel følhopper som løbsheste i USA og ejer Stoner Creek Farm i Kentucky, der drives af Steve Stewart under navnet Hunterfarm Farm.
Wallenius-Kleberg har i mange år også været medlem af bestyrelsen i The Hambletonian Society, der er organisationen, der bl.a. har ansvaret for The Hambletonian Stake.
Udover Margareta Wallenius-Kleberg er opdrætteren og hesteejeren Jules Siegel, der driver Fashion Farm og bl.a. har ejet Hambletonian-vinderen Tagliabue, Broadway Hall m.fl. også blevet optaget.
Til Communicators Hall of Fame er journalisten Dave Briggs og løbsreferenten, auktionarius m.m. Carl Becker blevet optaget, og også her vil optagelsen formelt blive foretaget den 4. juli næste år.