TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Første sejr i syv år!

af | 3. apr 2021 | Nyheder

Blandt fredagens vinderkuske i Aalborg var træner Niels H Madsen, og det var næsten syv år siden, han senest kunne køre på en æresrunde

Niels H. Madsen med Balzac på æresrunde. Foto Hesselborg Foto

Det er sjældent Aalborg-træneren Niels H. Madsen starter i løbene.

Ja, siden 2017 har han blot kørt i otte løb og hans seneste sejr er tilbage til den 28. juli 2014 med Wonder Dream og før den var seneste æresrunde i 2010.

-Ja det bliver jo ikke til så mange køreture for min del, og derfor kommer sejrene heller ikke væltende, siger  Niels. H. Madsen – populært kaldet Nuggi.

Fredag startede Niels H. Madsen svenske Balzac for anden gang, og i et tæt opløb kunne parret vinde foran Zoom Wise L med Rene Kjær og Danny EP med Jeppe Juel – alle i 1.16.8/2160 m.

-Ja, det var dejligt at kunne komme til at køre æresrunde igen, selv om det er ærgerligt at det skete uden publikum, men sådan er vilkårene jo lige nu, siger Niels H. Madsen videre.

-Balzac købte vi for et lille års tid siden fra Sverige. Han var ikke helt fit for fight, da han kom, men vi har givet ham tid til at komme i orden, og vi startede så at sige helt forfra med ham.

-Balzac gik fint i sidste første start for mig, så jeg troede faktisk på at vi havde en god vinderchance fredag, og det kom så også til at holde stik, siger Niels H. Madsen .

Og der går ikke næsten syv år til før Niels H. Madsen skal køre æresrunde igen!

-Nej, jeg håber da at Balzac atter kan tage en sejr, og så har jeg andre heste i stalden, der også kan være sejrsaktuelle. Jeg kommer snart med en 3-års hoppe i prøveløb. Hun er en god model efter Ens Snapshot, og så har jeg nogle 2-åringer, der tegner meget fint, så selv om jeg ikke træner så mange heste, så ser jeg positivt på fremtiden, siger Niels H. Madsen.