TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Første danske GooGoo GaaGaa-føl

af | Nyheder

På Stutteri Shadow har Ocarina F H født hingstføl efter amerikanske GooGoo GaaGaa.

GooGoo GaaGaa –

For nogle år siden vakte GooGoo GaaGaa stor opmærksomhed – ikke blot i USA, men over hele verden.

Efter at være ubesejret i seks starter som 2-åring satte den flere verdensrekorder – først med 1.09.3 og siden med 1.08.8 – på 1000 meter og den vandt storløb som Earl Beal Memorial som The Colonial.

Hambletonian var den ikke anmeldt til.

I alt startede GooGoo GaaGaa 23 gange og vandt 15 sejre og tjente 665.339 dollars.

Men det var ikke blot på grund af de fornemme resultater i løbene, at GooGoo GaaGaa påkaldte sig opmærksomhed.

Det var især fordi dens fader var pacerhingsten Cams Rocket!!

Trods faderens afstamning så kunne GooGoo GaaGaa kun trave – og sådan har det været med flere afkom efter Cams Rocket – når vel at mærke hoppen har været en traver!

Mens interessen for at bruge en outcross-hingst som GooGoo GaaGaa har været særdeles begrænset I USA – hans to første årgange indeholder blot 20 afkom – så har interessen været større her i Europa, hvor der alene i Sverige foreløbig er indregistreret 27 afkom efter GooGoo GaaGaa.

På Elitauktionen i forrige uge i Stockholm blev tre afkom efter ham solgt for en gennemsnitspris af 193.333 SEK.

Hingstføl efter GooGoo GaaGaa – Ocarina FH

Moderen til Danmarks første GooGoo GaaGaa-føl, Ocarina FH satte rekord 1.12.8 og tjente 284.598 kroner.

Hun er efter Andover Hall – Princess Tigerly (Speedy Crown) og er af ren amerikansk afstamning.

Princess Tigerlily er også moder til bl.a. Picture F H (SJ’s Photo) der bl.a. vandt Hoppe Kriteriet, satte rekord 1.10.8 og tjente 502.721 kroner.

Ocarina FH har tidligere født bl.a. Cadillac Shadow (Lindy Lane), der debuterede med en let sejr i Aalborg forleden på 1.19.9/2140 m volte.

Næste partner for Ocarina F H bliver Stutteri Shadows nye avlshingst, Wicker Hanover.