Staro McMillan var storfavorit i Ruder Konge-pokalen på Charlottenlund Travbane, som den da også vandt, og nu vil Søren Kolberg matche sin stjerne i Sverige og senere i Frankrig.

Staro McMillan (Raja Mirchi) med Steen Juul var spillet ned til odds 1,25 i Ruder Konge-pokalen og indfriede da også forventningerne, men uden egentlig at imponere.
-Han var måske heller ikke som allerbedst i dag, mente Steen Juul i samtalen med Fast Tracks Nicole Marsing umiddelbart efter løbet.
-Men Staro McMillan gør ikke mere end han absolut kan nøjes med. Da han kom i stald var hans puls på 20, siger Søren Kolberg.
-Det er en speciel hest, der gerne vil løbe fremad, når han har nogen at gå efter, men når han kommer i spids, stopper han op. Steen måtte være noget efter ham for at holde ham foran i opløbet, siger Søren Kolberg.
Inden løbene havde Steen Juul Staro McMillan ude bag startvognen.
I de to sidste starter har hesten galoperet fra start, og derfor ville man nu teste den efter startvognen.

-Det gik fint, og nu begynder jeg at se efter passende opgaver efter ham i Sverige. V75-løbene er en oplagt mulighed. Senere på året kunne jeg godt tænke mig at starte Staro McMillan i Frankrig.
-Det er en gammel drøm jeg har haft, men vi skal have kørt nogle flere penge på ham. Ellers kan det blive svært at få ham med i de franske løb, siger Søren Kolberg.
Mens alt er fryd og gammen med Staro McMillan så volder 4-årige Elbow Kolberg og Juul problemer.
-Jeg ved ikke hvad der er med den hest, for fysisk fejler den ikke noget, men den har sine egne ideer når Steen eller jeg kører den.
-Nu må den væk. Der er nok en eller anden, der har lyst til at øve sig på den, siger Søren Kolberg.