TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Følhoppe i comeback

af | Nyheder

Efter næsten tre års pause, hvor hun bl.a. har fået et føl, er 11-årige O’donna Byrds klar til comeback.

Hun havde egentlig sluttet karrieren, men en række tilfældigheder har gjort, at O’donna Byrds igen er klar til start, og lørdag eftermiddag blev hun godkendt i prøveløb på Jydsk Væddeløbsbane i tiden 1.19,6/1800 meter med sin medejer og træner, JVB-amatøren Christian Andersen i sulkyen.

-O’donna Byrds fik en hovknusning i december 2014 og der ville gå mindst tre måneder inden hun kunne være klar til start igen. Samtidig havde hun egentlig mistet gnisten til at løbe væddeløb, så vi besluttede os for at stoppe og i stedet bedække hende, fortæller Christian Andersen.

Resultatet blev den nu 1-årige hoppe Easycomeeasygoe (Having Said That).

-Sidste efterår havde vi imidlertid lidt pladsmangel, så enden på historien blev, at O’donna Byrds blev udlånt som ridehest til en rideskole på Fyn.

-Det fungerede egentlig fint, men i forbindelse med NM i Monté i Billund i juli måned, brækkede vores – på det tidspunkt – eneste løbshest, Alvena Rex, desværre ned. Han har pådraget sig en alvorlig skade på en bøjesene og kommer derfor ikke til start igen.

-Vi vil jo gerne ha’ en starthest igen, men der går jo nogen tid inden O’donna Byrds’ føl er klar til start, og vi syntes egentlig, at det var lidt for dyrt at gå ud og investere i en helt ny løbshest.

-Skæbnen ville så, at vi kort tid efter blev kontaktet af hende, som havde lejet O’donna Byrds. Hun var egentlig rigtig glad for hesten, men den trivedes ikke på en rideskole, så hun var nødt til at skille sig af med O’donna Byrds igen – og for halvanden måned siden hentede vi hende hjem. Det var en fredag og lørdag morgen kørte jeg ud til Jydsk Væddeløbsbane, hvor jeg havde en aftale med smeden, der skulle give hende nye sko på og ordne hove. Jeg tog samtidig en sele med – mest for sjov – for at køre en lille tur med hende; jeg havde nok forventet at hun ville gispe efter vejret efter fire omgange, men O’donna Byrds var faktisk i rimelig god form, så det er altså endt med, at hun netop har været i prøveløb, siger Christian Andersen, som forventer at staldens “nye” løbshest er klar til comeback allerede førstkommende søndag.

-Hun har overrasket os allesammen og jeg satser på at melde O’donna Byrds til på søndag i Århus. Jeg forventer ikke noget på forhånd, men hun har altid været en fantastisk formløbshest – nem at køre og stabil, så nu må vi se hvordan det går.