TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nuncio følges med stor opmærksomhed

af | 28. maj 2017 | Nyheder

Der er især en af deltagerne i Elitloppet, hvis opvarmning inden løbet vil blive fulgt med stor opmærksomhed.

Da Bold Eagle vandt Prix d’Amerique den sidste søndag i januar og Pierre Pilarski (ejeren) takkede ja til invitationen til at starte i Elitloppet, var scenen til det spektakulære møde mange travsportsfolk havde ventet på.

Mødet mellem franske Bold Eagle og svensk/amerikanske Nuncio!

Nuncio og Stefan Melander. Foto Kanal75

Nu er dagen kommet – Elitloppet skal afgøres i eftermiddag, og de to stjerner er begge på startlisten!

Men!!

Forberedelserne frem til i eftermiddag for Nuncio har ikke været de optimale, og i dens forrige start, der var i Olympiatravet på Åby, galoperede Nuncio for første gang i karrieren og missede desuden en totoplads.

Efter 54 starter!

Tilmed så Nuncio alt andet end løbsfit ud under opvarmningen, og mange undrede sig over, at den egentlig fik lov til at starte.

Lidt bedre så det ud den 10. maj, hvor Nuncio atter startede på hjemmebanen Solvalla, men indsatsen var atter skuffende på en tredjeplads efter Västerbo Highflyer, der vandt i 1.10.1a/1640 m foran Sliding Home i 1.10.3 og Nuncio i 1.10.5.

Ejer og træner Stefan Melander har hele tiden givet udtryk for, at han var tilfreds med Nuncio, i dens træmning og respekten for denne hestemand, der har vundet Hambletonian, Elitlopp, Prix d’Amerique, VM- m.m. er så stor, at ingen for alvor har stillet spørgsmålstegnet om Nuncio nu virkelig er i orden?

Nuncio med ôrjan Kihlström starter i 2. indl. heat som er 10. løb kl. 15.49.

Inden da er den mindst to gange ude til opvarmning, og her vil Nuncio blive fulgt med stor opmærksomhed – ikke blot på Solvalla, men også på Tv-skærmene rundt om i Europa og USA.

Forhåbentlig får vi en Nuncio at se i eftermiddag, som er lige så god, som da han vandt Elitloppet i fjor.

Det er ikke sikkert det rækker til sejr, men det vil give os håbet om den match, som vi så frem til mellem Nuncio og Bold Eagle.

To af verdens – gennem tiderne – bedste travere.