TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Føler jeg har gjort det rigtigt”

af | Nyheder

Frances Yoda med Flemming Jensen. Foto: KM Foto

Der forventes en afgørelse i dopingsagen om Frances Yoda i næste uge, men selvom han tager sin straf som ansvarlig træner, føler Flemming Jensen, at han ikke kunne have gjort noget anderledes. 

-Set udefra, kan man måske godt mene, at den dyrlæge, der ordinerede det pågældende kortisonpræparat (Methylprednisolon) har en stor del af skylden, men det er altså mig, der står med det fulde ansvar som hestens træner, siger Flemming Jensen til Travservice.dk.

-Det er selvfølgelig en sag, der har påvirket både Tina og jeg og vores personale, men det, at jeg skal stilles til ansvar, er en del af den pris vi må betale og jeg ser det som en investering i en sport, der ellers er så vanvittig “ren” – sammenlignet med mange andre sportsgrene. Tænk på hvor mange dopingprøver der bliver taget og hvor få, der er positive – og i langt de fleste tilfælde er det jo meget små sager.

-Hvis man skulle drage dyrlægen til ansvar, skulle DTC gå ind og “godkende” et antal dyrlæger, men det er en stor proces, og derfor er der – uanset hvordan man vender og drejer det – kun én at ramme og det er den ansvarlige træner. Og selvfølgelig har jeg et træneransvar, men det føler jeg også, at jeg tager vare på, ved at de præparater vi får fra dyrlægen, kommer i de rigtige heste.

-I det aktuelle tilfælde anbefalede dyrlægen, at vi skulle anvende Methylprednisolon til Frances Yoda. Det er helt normalt procedure, selvom det skal understreges, at man selvfølgelig ikke bruger kortisonpræparater med mindre der ikke er andre muligheder. Methylprednisolon er et såkaldt humanpræparat (til mennesker, red.) og så der der nok nogen, som spidser ører, men det er faktisk ret almindeligt. Man skal som udgangspunkt anvende de præparater, der er til dyr, men når de ikke rækker, går man som regel ud og finder et humanpræparat, der passer til den pågældende hest.

-Der står så i behandlingsjournalen, hvor mange dage der skal gå inden hesten må starten igen (= karenstiden). I Frances Yodas tilfælde var det 28 dage, men den testede altså også positiv på stoffet efter 48 dage og så er det jo ikke let.

-Så vidt jeg er orienteret, kommer der en afgørelse fra Skandinavisk Dopingkomite den 18. september, så jeg går og venter på, hvad det her kommer til at koste mig. Jeg skal jo ha’ en dom, men føler helt ærligt ikke at jeg kunne ha’ gjort noget anderledes.

Frances Yoda, der som følge af den verserende dopingsag er blevet frataget to sejre på hhv. Åby og Billund Trav (Billund Hoppesprint), afleverede ultimo august en negativ C-prøve, hvorefter startforbuddet blev ophævet. Hesten gjorde comeback fredag den 1. september på Jägersro, hvor Frances Yoda blev nummer to i tiden 1.15,7a/2140 meter, men blev efterfølgende sendt i træning hos Petri Puro på Halmstad, som ejeren (Rene Mammen) tidligere har haft heste i træning hos.