Den hollandske træner Paul Hagoort gjorde rent bord I Pay Dirts Mindeløb, hvor hans to heste besatte de første pladser. Og ikke nok med det – Tounoblu Rex med Robin Bakker vandt i sit livs anden start i banerekordtiden 1.13.9a/2060 m.
Det var imponerende præstationer, der blev vist i det første af de tre Musketer-løb i Skive søndag eftermiddag, Pay Dirts Mindeløb for 3-åringer.
At der kunne være lagt op til en forbedring af Knowledge Face’s rekord på 1.15.0 sat i 2010 var ikke nogen overraskelse, men at vinderen blev noteret for 1.13.9a/2060 m – det var overraskende flot!
Og vinderen, Tounoblu Rex – italiensk født, men hollandsk ejet og trænet – og kørt til perfektion af Robin Bakker – sejrede sikkert i sin blot anden start i livet!
– Ja, han er en baby endnnu, og derfor tog jeg ham også roligt fra start, fortalte Robin Bakker efter sejren.
Det var et løb med skiftende føringer.
Fra start fløj amerikanske Saturday Mornings med Kim Pedersen, der trænes af Bo Westergaard til spids fra spor 8 og lagde ud lidt bedre end 1.14/500 meter.
Den blev afløst af Kolgjini-hesten Pecadille Face med Bent Svendsen.
Kilometeren blev afviklet efter 1.14.2, og nu sendte Morten Friis Amalie Bork frem fra en position bagest i feltet, og fik spids med 900 meter tilbage.
Men Amalie Bork fik ikke fred i spids, og ned ad langsiden sendte Robin Bakker Tuonoblu Rex frem og den gik let forbi til spids. De første 500 meter på sidste omgang blev afviklet efter 1.13.8
Fordaluvachocolate med Birger Jørgensen – den anden af Bo Westergaards heste i feltet – lå til en andenplads på opløbshjørnet, men på en god afslutning af Fortune Boko med Steen Juul blev det til dobbeltsejr til Paul Hagoort.
Fordaluvachocolate besatte tredjepladsen, mens Alex Trøjborg med Christoffer Eriksson efter et meget uheldigt løb blev nummer fire.