Flot hæder til danskejet traver i USA
Six Pack, der delejes af danske Lars Berg, er netop blevet kåret som Årets 3-årige Travhingst i USA – det er anden gang en danskejet hest opnår denne hæder.
Kategorien, Årets 3-årige Travhingst, var den der var størst spænding om i år.
Der var to klare kandidater, Six Pack og Tactical Landing – og især sidstnævnte blev markedsført på sociale medier op til afstemningen, der foretages af amerikanske travsportsjournalister.

Blandt 128 journalister, der afgav stemmer, vurderede 71 at Åke Svanstedt-trænede Six Pack med verdensrekord 1.09,7, 11 sejre – heriblandt Kentucky Futurity, Yonkers Trot og Matron Stake og en samlet indtjening på 1.15 million dollars, skulle kåres som vinder af denne kategori.
Og sådan blev det.
Tactical Landing fik 46 stemmer.
Det er anden gang, at danskejet traver kåres som Årets 3-årige Hingst i USA – første gang var i 2011, hvor det var Hambletonianvinderen Broad Bahn, der ejedes af Alber-familien.
Chapter Seven er den hingst, der opnåede flest kåringer, idet hans afkom vandt begge kategorier for 2-åringer og hans datter, Hambletonianvinderen Atlanta blev bedste 3-års hoppe.
Her er resultaterne i de enkelte kategorier
2-års hingst: Gimpanzee (Chapter Seven) 117 stemmer – Green Malashi 6 stemmer
2-års hoppe: Woodside Charm (Chapter Seven) 122 stemmer – The Ice Dutchess 3 stemmer
3-års hingst: Six Pack (Muscle Mass) 71 stemmer – Tactical Landing 46 stemmer
3 års hoppe: Atlanta (Chapter Seven) 125 stemmer – Manchego 3 stemmer
Ældre hingst/vallak: Homicide Hunter (Mr Cantab) – 96 stemmer – Marion Marauder 33 stemmer
Ældre hoppe: Ariana G (Muscle Hill) 83 stemmer – Emoticon Hanover 33 stemmer
Hvem der bliver Årets Traver og Årets Hest (trav/pace) offentliggøres ved den amerikanske gallafest i februar.