TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Flere penge til trav og galop

af | 21. jun 2016 | Nyheder

I sidste uge vedtog Folketingets Finansudvalg et aktstykke, som bl.a. betyder, at Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond vil få 5.5 millioner kroner overført end forventet.

Midt i en tid, som er præget af stor usikkerhed for trav- og galopsportens fremtid, er der en positiv nyhed fra Christiansborg.Christiansborg_Slot-505x379

På Finansudvalgets møde den 15. juni vedtog man at godkende Aktstykke 117, hvor overførsel af i alt 78.3 millioner kroner til Hestevæddeløbssportens FinansieringsFond (HFF) indgår.

I Aktstykke 117 står der:

Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond  – 78.311 kr.

Bevillingen gives som tilskud til drift af Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond.

Beregningen af tilskuddet til Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond fremgår af bemærkninger til forslaget til lov nr. 1528 af 27. december 2014.

Heraf følger, at Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond i 2016 modtager et tilskud, der svarer til den andel, fonden efter de tidligere gældende bestemmelser i lov nr. 696 af 25. juni 2010, var berettiget til, fratrukket organisationens forholdsmæssige andel af et omprioriteringsbidrag på 12 mio. kr., og herefter fratrukket 20 mio.kr., jf. den politiske stemmeaftale om idræt.

Herudover er tillagt Hestevæddeløbssportens Finansieringsfonds forholdsmæssige andel af efterreguleringsbeløbet og det ekstraordinære statslige tilskud.

Der er endvidere tillagt et efterreguleringsbeløb i forhold til udbetalte acontobeløb fra det foregående regnskabsår.

Når Danske Spils regnskab for overskuddet for regnskabsåret 2016 foreligger i foråret 2017, sker der en efterregulering i forhold til udbetalte acontobeløb fra det foregående regnskabsår. Efterreguleringen vil blive udmøntet på aktstykket om anvendelse af Kulturministeriets midler til andre idrætsformål i 2017.

-Vi havde forventet at modtage en efterregulering, idet Danske Spils regnskab for 2015 viste en fremgang, men så meget havde vi ikke regnet med, siger Jens-Ulrich Nielsen, direktør i HFF.

-Hvert år laves der en efterregulering på baggrund af Danske Spils regnskabsresultat, og i fjor måtte vi således betale 3 millioner kroner tilbage. I år er Danske Spils regnskab så bedre, og derfor modtager vi 2.3 millioner kroner ekstra. Endvidere har Folketinget vedtaget at tilføre idrætsområdet flere penge, og det får vi også en andel af, nemlig 3.2 millioner kroner.

I alt modtager HFF således 78.3 millioner kroner – mod forventet 72,8 millioner kroner.

Men fortsat er fremtiden uvis for dansk hestevæddeløb.

Den plan for en liberalisering af spil på heste, som Skatteminister Karsten Lauritzen skulle have udarbejdet, er endnu ikke offentliggjort, men skulle være færdig og udsendt til Skatteudvalgets medlemmer.

Hvad planen, der skal danne grundlag for et lovforslag omfatter, vides ikke – og det gør usikkerheden for sporten større.