TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Flemming Jensen udelukket i Derbyweekenden

af | Nyheder

I fredags blev Flemming Jensen udelukket fem dage i forbindelse med en start på Åby Travet.

Jensen Flemming, 1500 kr, avstängning 180824-180828, för dålig anslutning efter startbilen

Flemming Jensen. Foto Kanal 75

Sådan står der på løbsrapporten til 4. løb på Åby Travet i fredags.

Flemming Jensen kørte her Paleo Pride, der blev nummer to i løbet.

Dommerkomiteen fandt imidlertid, at Flemming Jensen ikke sluttede godt nok op af startvognen i starten og takserede det til en bøde på 1.500 SEK samt fem dages udelukkelse.

De fem dage omfatter det danske Derbymeeting, der starter fredag den 24. august og det betyder, at Flemming Jensen er afskåret fra at deltage i Derbymeetingets ordinære løb.

Han kan derimod godt køre i såvel Dansk Trav Derby som i Dansk Hoppe Derby.

I Dansk Travsports Centralforbunds løbsreglement står der ganske vist, at en udelukkelse kan tillades at træde i kraft efter et Derbymeeting.

-Men denne dom er faldet i Sverige, og så kan der ikke dispenseres som der kan, hvis den var dømt på en dansk væddeløbsbane, siger Peter Stenaa, DTC til travservice.

Udover de tre dage i Derbymeetinget på Lunden omfatter udelukkelsen også løbsdagen på Flemming Jensens hjemmebane, Aalborg, mandag den 27. august samt løbsdagen på Bornholm tirsdag den 28. august.