TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Flemming Jensen chancede

af | Nyheder

Inden starten til finalen i Brons-divisionen på Eskilstuna valgte Flemming Jensen at ændre på forspændingen på Slide so Easy – og det blev en succes.

Slide so Easy med Flemming Jensen kunne føre fra start til mål i Brons-divisions finalen på Eskilstuna-banen og vinde førstepræmien på 200.000 SEK i fine 1.12.3a/2140 m.

Men måske var det ikke blevet til sejr, hvis ikke Flemming Jensen havde besluttet sig til at ændre på forspændingen kort tid inden starten.

-Under opvarmningen, hvor Slide so Easy havde lukket hovedlag på, virkede han alt for hidsig, så derfor valgte jeg at skifte hovedlag på ham, sagde Flemming Jensen til svenske TV12.

-Jeg gav ham en murphy-blænder på, og desuden tog jeg vattet ud af ørene på ham. Jeg ville jo forsøge at holde spids fra mit indvendige startspor, og det gik da heldigvis.

Der blev virkelig kørt til fra start, hvor flere forsøgte at komme frem til føring, men det lykkedes Flemming Jensen at sikre sig førerpositionen.

De første 500 meter blev åbnet efter 1.08.4 og kilometeren efter 1.12!

I opløbssvinget kom storfavoritten Whitehouse Express med Ôrjan Kihlström i angreb ude i tredje spor, og ned gennem opløbet forsøgte de at fange Slide so Easy.

Det var tæt på at lykkes, men det danske par klarede sig først i mål med et hoved i 1.12.3a/2140 m.

Slide so Easy var spillet ned til næstfavorit i løbet til 5.73 i odds.

Flemming Jensens anden starthest, Goods of Norway i Klass 1, sad i dødens i det meste af løbet, men var med i opløbskampen.

Kræfterne rakte dog ikke til slut, og Goods of Norway sluttede på en femteplads i 1.14.4a/2140 m – præmie 17.000 SEK.

Så 217.000 SEK kørte ”Ismanden” ind i Sverige i dag – og i Aarhus vandt staldens Another CN med Birger Jørgensen – præmie 25.000 kroner.