TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fischer tror på fremtiden

af | Nyheder

Thomas Fischer kan se tilbage på sin bedste sæson i flere år og har genvundet troen på fremtiden. 

Med Mescal (Revenue) stod Thomas Fischer for søndagens helt store overraskelse på Lunden, da parret sejrede til odds 71,90 efter et perfekt løb i andet par udvendig i ryg på storfavoritten Cash Valley, der måtte slippe grebet til slut efter et hårdt løb.

-Jeg var på forhånd bange for at komme til at sidde udvendig uden ryg, fordi jeg troede at Simoni ville køre til spids, men nu blev det i stedet s…. godt for min del, siger Thomas Fischer til Travservice.dk dagen derpå efter årets 10. sejr til stalden.

Fire af disse har Mescal sørget for – tre med Steffen Christiansen i sulkyen og nu fik træneren selv også lov til at køre først over stregen med den svenskfødte vallak.

-Mescal har vundet 12 løb, heraf otte i Sverige og har egentlig gjort det rimelig godt, men der er ingen tvivl om, at Mescal havde været en rigtig god hest hvis han havde kunne ha’ holdt bedre i bentøjet, siger Thomas Fischer.

-Det er en stor og lidt tung hest, der ligesom Revenue “stempler” lidt når den traver, og det går op igennem forbenene, hvilket er årsagen til at den ikke fungerede optimalt hos Tomas Malmqvist.

Thomas Fischer efter sejren med Mescal. Foto: Martin Timm Holmstav

Over al forventning
Thomas Fischer har som nævnt haft sin bedste sæson i flere år med foreløbig 10 sejre og 269.000 kroner i indkørte præmier, og det er vel ikke så ringe endda.

-Jeg synes det er gået over al forventning, i og med at jeg tidligt var ude og sige, at mit materiale var det dårligste nogensinde, så på den baggrund har vores heste gjort det godt siger Thomas Fischer.

-Det synes jeg også er vigtigt at fokusere på i en tid, hvor mange er tilbøjelige til at se på alt det negative i travsporten.

-Jeg har da også selv gået og været lidt negativ; synes jeg manglede et udspil “ovenfra” med hensyn til hvad der skal ske fremadrettet, men nu er der kommet lidt mere positivitet ind i sporten efter de er kommet med de forskellige udmeldinger.

-Jeg har også selv fundet motivationen frem igen og har bl.a. været oppe og købe to plage på den svenske Kriterieauktion: Kelvin du Quattro (h. e. Yarrah Boko) og Staro Orbison (h. e. Lavec Kronos), der nu er kørt til og ser fornuftige ud. Det er planen at lave nogle anpartsstalde omkring de to heste.

To følhopper
Familien Fischer har gennem årene opdrættet mange fine heste med Derbyvinderen O’bidjar og Kriterievinderen Piccolo Diavolo i spidsen, og pt. står der to følhopper på stutteriet i Ølstykke.

-Vi har stadig Golden Neveles sidste afkom, Miss Pfeiffer (Frisky Frazer) og hendes datter Aniston (Zola Boko), der begge har fået føl efter ENS Snapshot, siger Thomas Fischer.

-Miss Pfeiffer har i år fået et hoppeføl, Giselle, mens Aniston har fået en hingst, Griezmann.

-De kom desværre ikke i fol i år, men planen er at de begge skal bedækkes næste år.