TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fire på stribe til Friborg

af | Nyheder

Kent Friborg er inde i en forrygende stime med foreløbig fire sejre på stribe til stalden. 

Sidste løbsdag på hjemmebanen fik Kent Friborg-stalden to sejre med hhv. Algol og Saxwill Money, og mandag aften på Racing Arena Aalborg fortsatte successen med yderligere to sejre med American Blue og Enforalle P.

Først vandt American Blue (The Liquidator) årets tredje sejr i en tæt opløbskamp, hvor tre heste var over målstregen næsten samtidig – alle i tiden 1.16,7a/2140 meter – og senere kunne 2-årige Enforalle P (ENS Snapshot) trods galop sejre i tiden 1.17,4a/2140 meter efter en forrygende præstation.

Enforalle P var hurtigst fra start, men rullede kort efter over i galop. Friborg fik dog snart sin hest i trav igen og Enforalle P kunne inden omgangs kørsel atter overtage føringen for siden at holde farten til let sejr – karrierens første i andet forsøg.

Enforalle P. Foto: Hesselborg Foto

Fire sejre på stribe med fire forskellige egentrænede heste er ikke hverdagskost for ret mange trænere, og med blot 11 startheste på træningslisten (plus to 1-åringer og tre ustartede 2-åringer) kan man blot lette på hatten for Friborgs succes.

Delicious Babe – husk navnet
Et andet navn man bør huske for fremtiden er 3-årige Delicious Babe – opdrættet og ejet af Århus-amatøren Morten Melin, som siden maj måned har haft Great Challenger-hoppen i træning hos Jeppe Juel, og i går kom den første sejr efter en femstjernet præstation.

Delicious Babe galoperede således fra start og tabte op mod 50 meter, men Jeppe Juel kørte ufortrødent efter feltet og ned gennem opløbet kunne parret “sejle” forbi den førende Daylight V P til sikker sejr i tiden 1.18,6/2160 meter.

Fremhæves skal også 16-årige Fie Marie Ipsen, som i sin første start med de “store” heste vandt en flot sejr i montéløbet med Hottinytimothy (Rotation) i tiden 1.17,8/2220 meter.