TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fin chance til Ole G.

af | Nyheder

Ole G. Nielsen vandt lodtrækningen om Skive Travs nye anpartshest Ebay Holmsminde, og er generelt faldet godt til efter hjemkomsten til Danmark.

Med 21 heste i stalden, heriblandt 12 1-åringer og fire 2-åringer, er Ole G. Nielsen blevet godt modtaget af hesteejerne, siden den 31-årige nordjyde for snart fem måneder siden nedsatte sig som træner på Skive Trav.

Det er dog endnu ikke meget man har set til ham på væddeløbsbanerne, men det hænger selvfølgelig sammen med, at stalden næsten udelukkende består af ustartede ungheste – men inden længe kommer der lidt mere “gang i den” på dén front.

-Jeg har jo fået to heste godkendt hidtil, Extremelynotz (Racer Bourbon) og Forgettherest (Double Player), der efter planen skal starte hhv. 25. oktober i Skive og 3. november i Skive, siger Ole G. Nielsen.

-Extremely Notz overraskede os lidt. Det var den første hest jeg fik i træning da jeg startede, men den er lidt fransk og stor i det og har haft lidt svært ved det hidtil. Det er dog begyndt at falde i hak og pludselig begyndte den at gå meget fremad.

-Jeg spurgte på et tidspunkt Dennis Kristiansen, som skoer for mig, om han ville prøve at køre den i et arbejde og da gik den let 1.22/2000 meter i sulky. Derfor fik han selvfølgelig også lov til at køre den i prøveløbet. En stærk og reel hest, som i første omgang bare skal ud og lære og ha’ noget fart i kroppen.

-Forgettherest gik rigtig godt i prøveløbet på en intetsigende tid, men jeg havde aftalt med Birger Jørgensen, at den bare skal ud og lære. Den gik 1.23,5 den første kilometer, men sluttede rigtig fint af de sidste 6-700 meter og var ikke tom over mål.

-Derudover er Eldon Neergård (From Above U S) også snart klar til prøveløb. Han skulle ha’ været i prøveløb den 25. oktober, men blev så lidt syg, så det blev udsat. Om der går to eller tre uger, er lidt usikkert, men han kommer meget snart.

Ny anpartshest
I dag fik Ole G. Nielsen så endnu en spændende hest i stalden i skikkelse af Skive Travs nye anpartshest, Ebay Holmsminde (S J’s Caviar), der har indledt karrieren med en sejr og en andenplads for Steen Juul.

Hesten er nu solgt til Skive Trav, der med Lundens succesrige anpartsprojekter som forbillede, sælger Ebay Holmsminde i 300 anparter á 1.000 kroner, og ved lodtrækning landede den talentfulde 3-åring altså hos Ole G. Nielsen.

Ole G. Nielsen med Ebay Holmsminde

-Jeg har endnu ikke kørt med ham; det skal jeg først i morgen, men det ser ud som en fin hest, som jeg glæder mig til at arbejde videre med, siger Ole G. Nielsen.

-Ebay Holmsminde er fin og frisk og startklar, så vi skal bare ha’ fundet en opgave i den nærmeste fremtid.

-Der er vist kun solgt omkring 50 anparter hidtil, men der er mange, som har vist interesse for projektet. Mange har dog sikkert nok ville se, hvem der fik hesten i træning, men jeg synes det er en rigtig god idé og håber, at det bliver en succes.

Flot modtagelse
Ole G. Nielsen er meget taknemmelig for den opbakning, han har fået fra hesteejerne, som virkelig har givet den nye Skive-træner en chance for at vise hvad han duer til.

-Det er gået over al forventning. Selvom jeg har en masser erfaring fra forskellige steder, er det altid svært som nystartet træner at komme hjem uden at kende nogen. Man får ikke bare leveret fem startklare heste; dem må man selv ud og finde og lave, siger Ole G. Nielsen.

-Nu har jeg så i stedet fået 20 heste og ikke mindst nogle heste med fine stammer, så det er jeg naturligvis meget taknemmelig for.

-Men man er også nødt til at gøre noget selv og vi har bl.a. for nylig investeret i en tysk hest i Norge, Amigo Cortina (Ganymede), der kom med hjem efter den norske Derbyauktion i september.

-Det er hest, der for et års tid siden blev solgt til Norge for en del penge, men den så at sige har skuffet alle. Den er nu blevet fikset op og virker som en ret tiltalende hest. Det skal den selvfølgelig først ud og bevise, men i træningen er jeg rigtig godt tilfreds med ham, så jeg glæder mig til at begynde at starte den.