TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Favoritsejr i Berlin

af | Nyheder

Storfavoritten Expo Express med sin opdrætter og træner, Arnold Mollema vandt det tyske travderby på Mariendorf-banen søndag eftermiddag. Danskejede Elton Attack med Bjørn Goop nummer tre.

Selv om den sad i dødens de sidste 1200 meter, så kunne Expo Express (Expo Bi) med Arnold Mollema vinde en sikker sejr i det 119. Deutsches Traber Derby på Mariendorf-banen i Berlin,

Expo Express hjemførte førstepræmien på 108.715 Euro i 1.15.1a/1900 m – vinderodds var 1.70.

Mens der aldrig var tvivl om, hvem der skulle vinde løbet, så var der hård kamp om placeringerne.

Elton Attack, som Niels Thomsen, Baltic Stable ejer sammen med Jägersro-træneren Tomas Malmqvist, var tidligt i spids med Bjørn Goop i sulkyen, og lå længe til en andenplads, men i løbets sidste fase kom flere heste i angreb.

Elton Attack klarede dog tredjepladsen hjem i 1.15.4a/1900 m – præmie 26.392 Euro, men måtte altså se Ewald F Boko med Conrad Lugauer gå forbi til andenpladsen, der var 54.358 Euro værd.

Vinderen, Expo Express er født i Holland, men tysk registreret. Dens fader er den italienske Toss Out-søn, Expo Bi, mens moderen er amerikanske Pine Spirit (Pine Chip), der tidligere har født Mollemas gamle derbyvinder fra 2005, Unforgettable (Diamond Way), der nu har tjent 894.854 Euro – eller tæt ved 7 millioner kroner.

Hoppe Derbyet blev afgjort i lørdags, og sluttede i en forrygende opløbsduel med favoritten Pippa Barosso (Goetmals Wood) med Hugo Langeweg Jr som vinder foran Emma di Quatro (Ganymede) med Dennis Spangenberg- De fik begge noteret 1.13.6a/1900 m.

Vindertiden var ny rekord Hoppe Derbyet – den gamle rekord var sat tilbage i 2003 af Nordic November og var på 1.14.2.

Dert var 45.405 Euro i førstepræmie.