TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Favoritparade i Aarhus

af | Nyheder

I det smukke sensommervejr var det fredag eftermiddag tid for bl.a. afvikling af Danmarks største løb for amatørerne i form af ATAK Fødselsdagsløb. Og det blev et meget fint og velafviklet løb.

Undervejs var det med rutinerede Dennie Kristiansen bag Villa Villa Kulla som førende, men tidligt havde Kim Madsen fundet perfekte andet par udvendigt bag favoritten Ride Me Svimmel (Imposant Sund). Og da angrebet blev sat ind med 4-500 meter til mål, stod det tidligt klart, at den førende amatørkusk på JVB anno 2016 kunne hente sejren og de rare 30.000 kr.

ride_me_svimmel_1_20160916_1917306731-1

Ride Me Svimmel og Kim Madsen (Foto: Ole Hindby)

”Det er da stort dét her. Og så tænker man jo på alle de mennesker, der støtter én i hverdagen”, lød det fra en bevæget Kim Madsen på vej mod vindercirklen.

”Det løste sig helt perfekt undervejs, selvom vi faktisk ikke fik en særlig god start, og jeg var rimeligt tidligt sikker på, at vi kunne afgøre til vores fordel”.

 

Som antydet i overskriften var det favoritterne, der trak det længste strå løbsdagen igennem og på en aften, hvor der blev vist fin sport.

V5-spillet blev indledet med en fornem duel mellem to ENS Snapshot-afkom i form af vindende Basta (Jeppe Juel) og udvendige Bosse Game (Michael Lønborg), der gav hinanden en dyst hele vejen. Og det vidner vindertiden på 1.16,3a for de 1800 meter i næstlaveste klasse da også om.

Sidenhen blev det til fine sejre til hhv. Ole Bender bag Una Cæsar (Super Photo Kosmos) trods den tunge vej og Bent Svendsen bag Come On Hugo (Dream Vacation) i et lidt amputeret toårsløb, hvor kun vinderen og andenhesten Clark Gable var fejlfrie.

Nævnes skal også, at svenskregistrerede American Photo (S J’s Photo) også efter fire starter er ubesejret og atter med Johnny Jørgensen ved linerne. Igen var den fronten hele vejen og via sin flegmatiske og ubesværede stil ligner det en hest, der når rigtigt langt.

Og lidt i det ubemærkede hentede Birger Jørgensen en double og byggede dermed videre på succesen fra de fire sejre torsdag i Hamburg. Vinderhestene var hhv. Bringmeupfront (Up Front Larry) og Boston Vincent (Pearsall Hanover), der begge hentede deres sejre via føring fra start til mål.

 

Dagens totalisatoromsætning kom fra dels danske og dels svenske kunder, men landede faktisk kun på samlet 620.000 kr. Det virker som om, at de norske spillere står for størstedelen af merspillet ved de fælles nordiske dage i forhold til de danske løb.