Storfavoritten Faststone med Anders Pedersen indledte Aalbrg Store Pris-weekenden med den ventede sikre sejr.

Auktionsløbet for hopper var programsat som 1. løb i Aalborgs store travweekend, og her kunne storfavoritten Faststone (Wishing Stone) med Anders Pedersen som ventet hjemføre sejren til 50.000 kroner.
Flamingo Downs (Broad Bahn) med Morten Friis tog spids fra start, men fik hurtigt Faststone udvendigt for sig, og efter 500 meter, der afviklet efter 1.19,0 overtog Faststone føringen, og så var det løb afgjort.
Op til løbet havde Anders Pedersen været ret bekymret.
-Hun har ikke været helt sig selv efter starten i Derbyweekenden, og hun har hostet og stået med feber, men hun fungerede fint, og hun sejrede meget sikkert. Det var lette 50.000 kroner at vinde, sagde Anders Pedersen i vindercirklen.

Starten i dag kan vise sig at være Faststones sidste i denne sæson.
-Jeg synes, der er så mange andre gode 2-åringer, så det bliver svært at kunne begå sig i storløbene, og så skulle hun starte i Consolation. Så vil jeg hellere gemme hende til næste år, sagde Anders Pedersen, der i fjor købte Faststone på Derbyauktionen for 50.000 kroner.
Siden solgte han halvpart til sin dyrlæge Knud A. Dalsgaard.
Faststone sejrede i 1.20.1a/2140 m foran Flamingo Downs og Friday.