TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fascinerende Fascination

af | Nyheder

Som ventet havde den franskejede, men norsktrænede Fascination med Jeppe Juel i sulkyen let ved at vinde Event Eksperten Dansk Hoppe Kriterium.

Der var et par af konkurrenterne, der ikke lagde sig fladt ned fra start over for storfavoritten Fascination med Jeppe Juel.

Dysten om føringen var dog overstået efter 400 meter.

Så sad Frode Hamre-trænede Fascination med Jeppe Juel i sulkyen i spidsen med Fiore med Ken Ecce i ryg – Frontrunner Shadow med Rene Kjær kom noget senere frem i dødens.

Ingen gik til Fascination – spillet til odds 1,28 – og ned gennem opløbet kunne Jeppe Juel lade hende strække ud, så Fiore fik mulighed for at tage andenpladsen.

Ukørt sejrede Fascination på 1.15.0a/2000 m og virker en klasse over sine jævnaldrende.

Fascination med Jeppe Juel vinder Dansk Hoppe Kriterium 2020. Foto Burt Seeger

Fiore, der var med i kampen om føringen, blev nummer to i 1.15.3, mens Finest Aveve med Jörgen Sjunnesson besatte tredjepladsen i 1.15.4.

Løbets næstfavorit, Fly High Shadow med Steen Juul galoperede på staldsiden med 550 meter tilbage, da angrebet skulle sættes ind.

Fascination er efter Maharajah, der hermed fik sin første danske klassiske vinder. Hoppen er ejet og opdrættet af Jean Pierre Dubois, og har ligeledes danskregistrerede To Soon som moder.

Hun har tidligere født en vis Ecurie D, der ikke har været anmeldt til nogle af de danske årgangsløb.

Det har man imidlertid været meget påpasselig med at sørge for at Fascination er, og foreløbig er Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix og Dansk Hoppe Kriterium i hus.

Dog har man ikke fået tilmeldt Fascination til Præmiechancen, så hun er den ene af to hopper i feltet, der ikke får fordoblet løbspræmien.

Udover Fascination var Farinelli Hastrup heller ikke tilmeldt Præmiechancen.

Førstepræmien var på 184.000 kroner, mens andenpræmien til Fiore med Præmiechancen på 50% blev på 138.000 kroner.

Maharajah, der udbydes af Peter Fog, Ansager, har i de senere år haft fin søgning fra Danmark.

I H-årgangen er der således indregistreret 13 føl hos Dansk Travsports Centralforbund, og i 2019 blev 25 danskregistrerede hopper insemineret med Maharajah.

I år har der dog kun været 9 hopper til Maharajah, der koster 4.000 DKK + 80.000 SEK at få føl efter.