TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Familien Mønster på norsk storløbsdag

af | 15. sep 2016 | Nyheder

Søndag eftermiddag er der for alvor dømt storløbsdag i Oslo, hvor Bjerke Travbane lægger oval til det ene topløb efter det andet. Hovedbegivenheden er finalen i Trotting Masters og flankeret af både Det norske Travderby og Kriterium.

Men der er også et par ”almindelige løb med 100.000 NOK i førstepræmie”, som Skive-træner Knud Mønster formulerer det. ”Og det er de to, som vi er med i”.

RepayMerci_Eirik-Stenhaug-505x336

Repay Merci vinder på Bjerke i Oslo Grand Prix-weeekenden 2015 (Foto: Eirik Stenhaug)

Mønster tager turen til Norge med tre heste, og det handler om hoppen Get On Up i stayerløbet og så staldens A-kæde i form af Repay Merci og Rocky P H i dét, som man vel kan kalde for søndagens Sølvdivision. Rocky P H var meldt i også et andet løb, men nu magede det sig altså således, at den kom i samme løb som Repay Merci, og så skulle der jo bruges en ekstra kusk.

”Michelle havde faktisk sagt ja til DM i Monté på Bornholm, men hun har været usikker på, om hun kunne holde til tre montéstarter på samme eftermiddag, så vi blev enige om, at hun tager linerne bag Rocky P H”, forklarer Knud Mønster om datteren Michelle’s køretur på den store dag.

”Jeg tror ikke, at Michelle på nogen måde bliver særlig nervøs, selvom modstanderne hedder Björn Goop og de store norske navne. Hun sidder bag en fin hest, der er i god form, så i første omgang må hun søge en af de sidste præmier”.

Resultatmæssigt er der lidt større forventninger til Repay Merci – foto fra sejren i Oslo Grand Prix-weekenden i 2015.

”Han har ikke helt tændt til i år, og senest på Åby var banen bare helt umuligt. Han stortrives jo på Bjerke, og hvor min egen teori er, at det måske skyldes, at staldudgangen er efter målstregen. Anden række betyder jo ikke alverden for Repay Merci, så med rette forudsætninger håber jeg da, at han kan være med helt fremme”, forklarer Knud Mønster videre.

Sidste køretur er hoppen Get On Up, der på papiret står fint inde i stayerløbet.

”Det skyldes en lidt særlig udskrivning, der tilgodeser hopperne, så derfor er det vel ikke helt umuligt, at vi kan være med fremme. Der er gode heste med fra de bageste volter, men Get On Up har gjort det fint i mit regi de gange, hvor vi har været ude på de lange distancer.”

Og når vi nu har fanget Mønster, så også en kort kommentar til løbene fredag i Aarhus.

”Bolt JR (2. løb) fik en lille skade sidst i toårsæsonen og er endnu ikke helt oppe på det niveau, som vi havde håbet på. Det blev til en alt for hård åbning senest, så der ændres lidt på udstyret denne gang. En præmiechance”.

”Spirit H H (4. løb) holder god form, og det ligner vel, at den kan være med fremme igen”.

Sweet N’Sour (5. løb) var meget fin ved sejren i Aarhus forrige gang, men havnede så i dødens senest på svær bane sidst på derbydagen. Her er der lagt op til gode rygpositioner undervejs, og så skal det være en af chancerne i løbet”, slutter Knud Mønster.