TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Færgemanden mod Grand Circle

af | Nyheder

Dontpaytheferryman, der senest sad fast med alt sparet i Dansk Trav Kriterium, starter næste gang i Grand Circle 3-års Championat på Fyn.

Efter en imponerende 2-årssæson som ubesejret i seks starter, var der i år på forhånd lagt op til en stor 3-årssæson for Dontpaytheferryman (Cantab Hall), men det er langt fra gået som forventet.

Det er således blot blevet til en enkelt sejr i syv starter, men kapaciteten er stadig stor – det viste “Færgemanden” med tredjepladsen i Dansk Trav Kriterium for godt 14 dage siden, hvor han gik i mål med masser af kræfter i behold bag Diamondwind og Dumbo.

Dontpaytheferryman

-Ja, det er jo altid træls at gå i mål med vinderkræfter, men præstationen var fin, fastslår Peter Rudbeck.

-Resultatmæssigt har sæsonen været skuffende, men hesten har været undskyldt. Først på året havde han infektion og siden blev han stukket af en hveps i det ene næsebor, så han fik en stor byld og måtte udgå i 3-årsprøverne i Århus.

-Senere fik han også problemer med noget bronkitis, som han ikke rigtig har kunne komme af med, så der er desværre mange faktorer, der har spillet ind i år, men nu er han i hvert fald fin igen.

Åringerne hjem til Jul
De sidste par årgange har Peter Rudbeck kun haft én eller to heste, men i F-årgangen har den dygtige Skive-amatørtræner ikke færre end fire heste, som er godt i gang med deres “uddannelse” hos Skive-træner Jan Dahlgaard.

-De kommer formentlig hjem omkring Jul; jeg vil gerne undgå smittefare og derfor kommer de først hjem, når de andre har sluttet sæsonen, siger Peter Rudbeck, som pt. har størst forventninger til Bad Moon Risings lillebror, Fromajacktoaking (Muscles Yankee).

-Der er ingen tvivl om, at han bliver tidligt klar som 2-års.