TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Face Time Bourbon og Goop klar til ny sejr.

af | Nyheder

Frankrigs bedste 4-årige traver, Face Time Bourbon med Björn Goop i sulkyen er klar favorit til at vinde Gruppe II-løbet, Prix de Tonnac Villeneuve på Vincennes i eftermiddag, hvor der også er andre topheste i aktion i løbene.

Face Time Bourbon med Björn Goop Arkivfoto Gerard Forni

Seks sejre i træk – heraf de sidste fem med Björn Goop i sulkyen.

Goop og stortalentet Face Tome Bourbon er således ubesejret sammen inden de i eftermiddag starter i 3. løb på Vincennes, Prix de Tonnac Villeneuve, der er doteret med 100.000 Euro med 45.000 Euro til vinderen.

Det er første start i en lille måned for Face Time Bourbon, der sidst vandt Criterium des 3 Ans legende let.

Alt andet end en ny sejr til Ready Cash-sønnen, der trænes af Sebastian Guarato, vil være en sensation!

I Frankrig er det ikke tilladt at starte 2- og 3-årige heste uden sko, og derfor bliver det i eftermiddag første gang at vi ser nogle af F—årgangens heste uden sko i løb.

Det kan selvfølgelig vende op og ned på chancevurderingen, men Face Time Bourbons balance er der ikke ændret på.

Han kommer til start med alle fire sko!

3. løb er starten på DanTotos V5-spil, hvor der forlods ligger næsten 18.000 kroner i puljen, så der er lidt at skyde efter!

Og findes der kun 1 kupion med 5 rigtige er den mindst 50.000 kroner værd!

I 4. løb, 2. afdeling kan svenske Day or Night In med Johan Untersteiner være et godt vinderbud. Hesten var syg og underpræsterede derfor i sin sidste start. Står pt til 8 gange pengene!

De bedste monté-heste mødes i 5. løb, 3. afdeling – løbet er en sidste test før verdens største montéløb, Prix de Cornulier som Traders vandt i fjor.

Traders med Yoann Lebourgeois i sadlen er også med i eftermiddag, men viste lidt tvivlsom form senest i et sulkyløb.

Han kan få problemer med monté-debutanten Briac Dark med Matthieu Abrivard samt Bilibili med Alexandre Abrivard.

Alexandre Abrivard har også en god chance i 6. løb, 4. afdeling, hvor han sidder bag norske Looking Superb, der jo overraskende vandt Prix Tenor de Baune før Jul, og dermed skaffede sig startret i Prix d’Amerique.

Looking Superb trænes af Jean Michel Bazire, der imidlertid har overladt linerne til Alexandre Abrivard, fordi denne efter planen skal køre Looking Superb i Prix d’Amerique!

Hvis ikke sejren i Prix Tenor de Baune var et vildskud, så bør Looking Superb vinde eftermiddagens opgave efter behag.

Men hvis man vil gardere, så gør det med den anden norske deltager, Moni Viking med Pierre Vercruysse eller franske Desir Castelets med Franck Nivard.

I 7. løb – 5. afdeling er det Class Action med Jean Michel Bazire, der er storfavorit. Svigter den, kan det blive hvad som helst.

Indskud til DanTotos V5-spil slutter klokken 14.35.