Det første kvalifikationsløb i Lotteriløbet blev gjort mere spændende, da storfavoritten Face Time Bourbon med Björn Goop galoperede kort efter start.
For første gang nogensinde var årets Prix d’Amerique-vinder, Face Time Bourbon med Björn Goop til start i et sprinterløb, da den søndag eftermiddag startede i et kvalifikationsløb til finalen i Lotteri-løbet på Agnano-banen i Napoli.
Næppe havde startvognen sluppet feltet, da Face Time Bourbon rullede over i galop, og satte vel 20-30 meter til inden den fik stillet sig i galop.
Foran førte Vitruvio med Alessandro Gocciadoro og tilbagelagde den første kilometer efter 1.12.8.
På det tidspunkt var Face Time Bourbon kommet frem i andet par udvendigt, og i opløbssvinget sendte Björn Goop den op udvendigt på Vitruvio.
Ned gennem opløbet lod Goop Face Time Bourbon jobbet færdigt – Goop sad bare og kiggede ind på Gocciadoro, og Face Time Bourbon vandt legende let i 1.11.8a/1600 m foran Vitruvio og Zaffiro Top med Antonio Greppi. Denne trio er klar til finalen klokken 16.45.