TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Får Billund-banen en efterfølger?

af | 12. feb 2021 | Nyheder

Græsrødderne omkring Billund Trav er samlet i foreningen Sydjysk Hestesport, der har fået positive tilkendegivelser fra flere kommuner.

Står det til medlemmerne af Sydjysk Hestesport så kommer der et nyt hestesportsanlæg med travbane, ponytravbane, ridebaner etc. i det sydjyske område, når Billund Trav lukker med udgangen af 2021.

I et nyhedsbrev, der netop er udsendt, fremgår det, at der har været holdt møder med flere kommuner, og at der foreligger tilsagn fra såvel Vejle Kommune som Vejen Kommune om hjælp i forbindelse med tilladelser og teknik, ligesom de pågældende kommuner også har anvist egnede områder.

Også Kolding Kommune er positiv over for de planer om et hestesportscenter som foreningen har, men her er der endnu ikke fundet et egnet område.

Med hensyn til Billund Kommune er der aftalt et møde den 22. februar.

Men en ting er kommunernes velvillige indstilling til projektet – noget andet er de penge, der skal findes for at kunne føre projektet ud i livet.

Her har den svenske banekonstruktør, Lars Sandström på baggrund af de ønsker Sydjysk Hestesport har, udarbejdet et overslag der er på 82 millioner kroner!

Den travbane, man ønsker, er modsat Billund Travs nuværende 1.200 meter i omkreds, en bane på 1.000 meter.

Foreningen Sydjysk Hestesport har også været i forbindelse med Kirkbi A/S, der har erhvervet Billund Trav, om det ville være muligt at benytte banen i 2022 og 2023, men det ønske har man ikke kunnet imødekomme.