TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Få til infomøde om travsportens fremtid

af | Nyheder

Omkring 30 personer var torsdag aften mødt op på Klampenborg Galopbane for at høre om trav- og galopsportens fremtid i et liberaliseret spillemarked og om det tætte samarbejde med svensk travsport.

Var det tidspunktet – torsdag lige før Jul – eller det korte varsel hvormed mødet var indkaldt?

For det kan vel ikke være manglende interesse fra især travfolket der gjorde, at kun omkring 30 personer var mødt op til det informationsmøde som Dansk Hestevæddeløb havde indkaldt til i aftes på Klampenborg Galopbane.

Og blandt de 30, der var mødt op var hovedparten fra galopsporten!

Det er jo ikke uvæsentlige ting, der sker efter Nytår for såvel trav- og galopsporten, og selv efter gårsdagens informationsmøde er der spørgsmål, der mangler svar.

Og mange flere vil sikkert dukke op henad vejen.

Om giftermålet med Svensk Travsport er det rigtige eller ej, er nu underordnet, for det er stort set et faktum i og med der kun mangler en formel godkendelse af Svensk Travsport. Den danske del af aftalen er på plads,

Der vil ske store ændringer – især inden for travsporten, hvor løbsreglementet skal tilpasses det svenske, men det sker tidligst fra 1. januar 2019.

Dansk Travsport vil blive optaget i organisationen Svensk Travsport som fuldgyldigt medlem med samme status som f.eks. Jägersro.

Forhåbentlig vil der blive nogle tillempelser i det svenske reglement, for kan vi her i Danmark f.eks. undvære hopper, der er ældre end 10 år og hingste/vallakker ældre end 12 på (op til og med det 14. år) i løbene?

De to aldersgrupper har i år stået for over 600 starter – det vil sige fem hele løbsdage!!!

Dansk Hestevæddeløbs formand Peter Rolin og direktør Henrik Friis orienterede om det politiske forløb samt forhandlingerne med svenskerne på mødet, og her er nogle de punkter, der blev omtalt:

Præmieforhøjelser i væddeløbene i 2018 (trav/galop) i alt 6 millioner kroner. Og der vil kunne forventes yderligere præmieforhøjelser i årene, der kommer.

Det er dog også vigtigt at huske på, at der er behov for både at renovere og investere i bygninger og baner.

Inden for travsporten vil der ske en harmonisering af løbsdagene. Hidtil har det været sådan, at først tog ATG, hvad de ville have, derefter RiksToto og Danmark fik resten.

Fremover vil man se på hestemateriale og spillergrundlag når løbsdagen skal placeres.

Aftalen med Svensk Travsport tages til revision i 2021.

Bet25.dk bliver det spilleselskab, der vil stå for banespillet på de danske væddeløbsbaner. Bet25. dk ventes at være klar senest den 1. april.

Der vil være nordisk spil til alle danske løbsdage i 2018, men undtagelse af løbene på Bornholm.

Fra 1. februar vil der udkomme et gratis programblad på internettet. I vinterhalvåret udkommer dette en gang om ugen. I sommerhalvåret to gange om ugen.

Bladet ”Fast Track” – (som TV-kanalen) vil omfatte løbsopstillinger, tips og kommentarer til alle danske løb samt til de store V-spil i Sverige.

TV-kanalen Fast Track vil blive tilgængelig på danskhv.dk, men også via Sportsboksen, der fås i abonnement. Fast Track vil især have fokus på de danske væddeløb.

Væddeløbsbanerne har hidtil fået 21,25% i baneprovision af spillet. Den endelige model for 2018 er ikke helt på plads, men Dansk Hestevæddeløb har afsat samme beløb som banerne har fået i indeværende år.

Dansk Hestevæddeløb vil afholde endnu et informationsmøde – det vil blive på Fyens Væddeløbsbane efter Nytår.