TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Exclusive Laser var suveræn

af | Nyheder

Exclusive Laser, der tidligere på året vandt Grand Circle Hoppechampionatet, er ligeså suveræn blandt E-årgangens hopper som Empire er det hos hingstene.

Exclusive Laser med Steen Juul vinder Dansk Hoppe Kriterium. Foto Burt Seeger

På en stærk afslutning, der indledtes på sidste langside, kunne Exclusive Laser (One too Many) med Steen Juul vinde en sikker 5 længders sejr i 1.13.9a/2000 m i Dansk Hoppe Kriterium 2019.

Selv om Exclusive Laser vandt Hoppe Kriteriumsprøven foran Eenymeenyminymoe var sidstnævnte gjort til storfavorit til 17.10 i dagens opgør.

Eenymeenyminymoe med Flemming Jensen var godt med fra start, men uden pres fra Exit to Heaven med Birger Jørgensen rundt i første sving trådte Eenymeenyminymoe i en gummiboot og slog over i galop og var dermed ude af løbet.

Foto Burt Seeger

Exclusive Laser blev derimod taget meget roligt, og det var først på sidste langside hoppen, der trænes af amatøren Svend Åge Nielsen, for alvor trådte ind i billedet, og Exclusive Laser kom frem og overtog kommandoen og var uden konkurrence i opløbet.

Til gengæld var der meget hård kamp om de næste pladser,

En overgang så det ud til at det skulle ende i dobbeltsejr til Seven Point Five Racing Stable og Svend Åge Nielsen, idet Eye in the Sky med Maria Hansen var godt med fremme, men til slut stod kampen om andenpladsen mellem Echo Hill med Jeppe Juel og Energy Mix med Kasper K. Andersen, der indkom i nævnte rækkefølge. Begge i 1.14.3.

Foto Burt Seeger

Eye in the Sky var ikke langt efter som nummer fire, men blev efterfølgende diskvalificeret for trængning over for Knud Mønster med Ebony Blåbjerg i opløbet, og Maria Hansen fik en bøde på 5.000 kroner samt en udelukkelse fra løbsdeltagelse i perioden 20. oktober til 2. november.

Der var 200.000 kroner til Exclusive Laser, der nu har tjent 438.014 kroner og dermed årgangens klart mest vindende hoppe.