TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Et stykke dansk travhistorie går i graven

af | Nyheder

De sidste travløb er kørt i Pandrup i Nordjylland – en årlig begivenhed, der har tiltrukket et stort publikum siden 1934.

Fra en løbsdag i Pandrup. Arkivfoto

I dag kommer meddelelsen om, at de årlige hestevæddeløb i Pandrup skrinlægges.

Det skriver styregruppen i en pressemeddelelse, der følger her:;

Pandrup Hestevæddeløb er afviklet for sidste gang.

Styregruppen bag Pandrup Hestevæddeløb har taget den tunge beslutning, at det nu er slut med de traditionsrige hestevæddeløb i Pandrup. 

Pandrup Borgerforening og den øvrige styregruppe har efter lange overvejelser besluttet at indstille alle aktiviteter omkring Pandrup Hestevæddeløb. Beslutningen er truffet efter at løbene er blevet aflyst tre gange inden for de seneste fire år. To gange på grund af Coronaen og én gang på grund af dårligt vejr.

Formanden for Pandrup Borgerforening Henrik Larsen Kristiansen meddeler, at en enig bestyrelse er kommet frem til, at de desværre ikke længere kan løfte opgaven med at planlægge og afvikle de traditionsrige årlige hestevæddeløb.

Det økonomiske aspekt er svært at komme udenom, siger Henrik Larsen Kristiansen. Selv de år, hvor vi har haft mange løb på programmet, og vejret ikke har drillet, har det været svært for os at opnå økonomisk balance. Som forening er vi helt afhængig af at kunne skaffe heste nok til at kunne afvikle 10-12 løb, men de seneste år er det blevet stadig mere svært at skaffe hestemateriale til dette, fortsætter Henrik Larsen Kristiansen.

Hestesporten har ændret sig med årerne. Antallet af heste er ikke længere, som det var engang, og der er kommet mange flere arrangementer at konkurrerer med både lokalt og nationalt, så også denne udfordring er blevet for stor for bestyrelsen og styregruppen.

Formanden fortæller, at de skiftende bestyrelser har kæmpet en brav kamp de seneste år for at holde liv i hestevæddeløbene, som har været afviklet siden 1934, og at den siddende bestyrelse før Coronaen havde en forhåbning om at kunne vende skuden og udvikle væddeløbsdagen til en endnu større folkefest for at trække flere af byens borgere og turister til, men den økonomiske byrde er altså blevet for stor.

Styregruppen håber dog, at de heste og ryttere som tidligere loyalt har deltaget i Pandrup Hestevæddeløb, fortsat vil finde vej til  de tilsvarende hestevæddeløb i Asaa.

Vi har altid haft et tæt og godt samarbejde med Asaa, og vi vil gerne bakke op om deres hestevæddeløb, som inden for en ganske kort årrække har 100 års jubilæum, siger Henrik Larsen Kristiansen.

Der ligger der et kæmpe forarbejde før hver hestevæddeløbsdag, og det kræver mange ressourcer foruden det økonomiske. Der skal mange frivillige kræfter til både planlægning, opsætning og ikke mindst afvikling på dagen. – Bestyrelsen vil gerne sende en kæmpe tak til alle de loyale og trofaste sponsorer og frivillige, som år efter år har bakket op om denne årlige tradition. Uden dem havde det slet ikke været muligt i alle disse år, siger Henrik Larsen Kristiansen. – Det er brandærgeligt, at det skal slutte her, og det gør ondt helt ind i hjertet på os. Men vi ser desværre ikke andre muligheder.