TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Et rigtigt valg!

af | Nyheder

Ejerkredsen bag Eye in the Sky valgte at starte hende i Hoppe Derby Consolation, og det skulle vise sig at være en god disposition. Eye in the Sky med Rene Kjær vandt en sikker sejr, der var 50.000 kroner værd.

Eye in the Sky med ReneKjær og repræsentanter fra Seven Point Five Racing
efter sejren i Derby Consolation. Foto Burt Seeger

Man kan diskutere om det er rimeligt, at man kan fravælge en start i et klassisk løb, man har kvalificeret sig til, for i stedet at starte i Consolationløbet.

Nu muliggør DTCs reglement dette, og det udnyttede Seven Point Five Racing og flyttede sin Eye in the Sky fra Hoppe Derby til Hoppe Derby Consolation.

Efter et løb i andet par udvendigt kunne Rene Kjær sende Coktail Jet-datteren til spids ind i opløbssvinget med Ella Rush (The Liquidator) med Anders Pedersen lige efter sig.

Ella Rush forsøgte at fange Eye in the Sky, men uden held og denne kunne gå til sikker sejr i 1.14.8a/2000 m.

En sejr der var 50.000 kroner værd – det er 10.000 mere end tredjepladsen i Hoppe Derby giver!

Eye in the Sky med Rene KJær vinder Hoppe Derby Consolation sikkert.
Foto Burt Seeger

Eye in the Sky, der trænes af Svend Age Nielsen, er opdrættet af dyrlæge Berner Olsen og er fjerde afkom efter den svenske hoppe, Leva Loppen (Express Ride).

Leva Loppen har tidligere født Achilleus (From Above) 114.0 – 182.058 kroner, der er eksporteret til Finland, hvor den ikke har startet siden 2019.

Et andet afkom efter Leva Loppen er Blue Night (Ganymede) 1.15.8 – 72.533 kroner, der tegnede meget lovende og bl.a. vandt Kriterium Consolation, og der var store forventninger til dens derbysæson, men uheldigvis måtte hesten aflives.

I løbet inden Hoppe Derby Consolation var det omsider blevet til sejr til en Lunden-ekvipage – ja, endda dobbeltsejr til Steen Juul!

Carna Sensei med Steen Juul. Foto Burt Seeger

3. løb havde Carna Sensei (Prodigious) med Steen Juul i spids fra start til mål og sejren var sikker i 1.13.0a/2000 m foran en tapper  Commit Boom Bay (Ens Snapshot) med gæstekusken Peter Untersteiner, der var tapper efter et løb i dødens hele vejen og som noteredes  for 1.13.2 – samme tid fik Frances Yoda med Birger Jørgensen, der sad i ryg på Carna Sensei med kræfter i behold.