TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Et politisk selvmål

af | Nyheder

talerstol

TALERSTOLEN

Fra Torben Nygård, der er formand for hesteejerforeningen på Car Center racetrack ved Nykøbing Falster, har vi modtaget følgende indlæg i den politske debat til TALERSTOLEN

Jeg har læst Troels Ravns forslag om, at HHF skal punge op med kr. 15 mio. i 2015, så banelukninger kan undgås. Men en redning i 2015 løser ikke sportens problemer.

Et samarbejde med de svenske og norske spilleselskaber kræver lang tids planlægning og en betydelig startkapital. Som jeg er informeret, så vil et nordisk samarbejde tidligst være på plads engang i løbet af 2017. HFF mener meget fornuftigt, at deres formue skal anvendes til startkapital i det nye spilleselskab.

Så derfor er tingene desværre ikke så lige til, som Troels Ravn beskriver det.

Der mangler nok nærmere kr. 40 – 50 mio. over de næste 3 år, hvis sporten skal overleve, samtidig med, at der er kapital til, at etablere det fælles nordiske spilleselskab, der på længere sigt kan gøre vores sport uafhængig af tilskud.

Potentialet for at spilleselskabet skal få succes er der bestemt.  Aktuelt er den danske omsætning på hestevæddeløb nemlig kun på 5 % af den svenske og 15 % af den norske.

Det beløb sporten mangler de kommende år er identisk med de penge lovforslaget vil tage fra væddeløbssporten.

Derfor er det meget vigtigt, at politikkerne finder midlerne til deres indsatsområder andre steder. Og de gode grunde kommer her.

Hvis loven bliver vedtaget, så er jeg overbevist om, at det vil indebære lukning af travbaner.

HFF har nemlig afgivet et høringssvar i forbindelse med processen omkring behandlingen af lovforslaget.

Det giver en klar besked om , at loven forventes at indebære lukning af 4 af 8 travbaner i de kommende år. De 2 første fra 1. januar 2015.

Det er udelukkende HFF, der kommer til at bestemme om konsekvenserne bliver som de har kommunikeret det og det anser vi for givet.

Det er værd at bemærke, at et flertal af bestyrelsen i HFF er udpeget af kulturministeren.

Så hvis hun har andre tanker, så havde hun sikkert sørget for, at bestyrelsen i HFF lod det fremgå i deres synspunkter.

Der en række forhold, som jeg ikke er sikker på politikerne er opmærksomme på.

Med 4 travbaner mindre sker der en halvering af det nuværende antal på 8.  Konsekvensen bliver meget færre væddeløb og dermed meget mindre spil på heste.

Danske Spils bruttooverskud fra omsætningen hestevæddeløb må forventes at ligge i størrelsesorden af kr. 140 – 150 mio. i 2014.

Med en reduktion i antallet af væddeløbsbaner og dermed antallet af væddeløb, som der kan spilles på, så vil Danske Spils bruttooverskud også blive reduceret mærkbart.

Det er realistisk at antage, at de kr. 30 mio., der skal omfordeles via den ny lov vil blive tabt, som en konsekvens af lukningen af 4 væddeløbsbaner.

Når alle konsekvenserne af loven er slået igennem, så vil Tipsnøglen have mistet hele det provenu, som politikerne ville at omfordele.

Loven vil altså ikke have flyttet mange kroner – måske ikke en eneste !!! 

Det tror jeg ikke de har tænkt på.

Udfra en samfundsmæssig betragtning, så bliver det til meget dårligt købmandsskab, når vi ved at loven også medfører:

at masser af mennesker mister deres job. Her på Lolland/Falster, vil minimum 40 – 50 personer, miste deres job i forbindelse med lukningen af vores lokale travbane !

På landsplan vil loven medføre at hundredevis af mennesker mister deres job.

Det drejer sig om fastansatte på banerne, trænere og deres ansatte, dyrlæger, beslagsmede samt masser af leverandører, der vil miste betydelige dele af deres omsætning.

Hvilke negative økonomiske konsekvenser giver det vores samfund?

at de lokalområder de lukningstruede travbaner ligger i, vil miste et kulturtilbud til både aktive og tilskuere i form af fastboende og turister !

at de aktive med tilknytning til de lukningstruede baner, må opgive deres sport. Det samme gælder for de mange hundreder af frivillige, der hjælper os. Afstanden til træning og løb vil kræve uoverkommelige tids- og økonomiske ressourcer.

at vores heste vil være usælgelige for langt hovedpartens vedkommende. Allerede i dag er det meget vanskeligt at sælge en væddeløbshest og med mange hundreder af nye heste på markedet, så tror/frygter jeg, at de stort set alle må ende deres dage!

Og al den omsætning hestene generer vil forsvinde !

Jeg håber og tror, at politikerne brænder for at træffe beslutninger, der totalt set er fornuftige og afbalancerede. Derfor beder jeg Troels Ravn og hans folketingskolleger om at se på alle konsekvenserne af loven.

Ovenstående facts har jeg ikke set i de dele af beslutningsgrundlaget for lovforslaget, som jeg har fået indsigt i.

Så jeg vil slutte med en appel :

Kære politikere – der er stadig tid til at lytte og undgå det kæmpe samfundsmæssige selvmål I er ved at begå. Så jeg håber I kommer i gang.

Venlig hilsen

Torben Nygaard

Formand for Hesteejerforeningen på Lolland/Falster