TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Et bemærkelsesværdigt resultat

af | 9. jan 2020 | Nyheder

I onsdagens Prix de la Cote-Saint-Andre – et løb for 3-åringer – på Cagnes Sur Mer var de tre første heste over mål opdrættet af én og samme person – et bemærkelsesværdigt resultat.

Jean Pierre Dubois -arkivfoto Gerard Forni.

Gennem mange år har Jean Pierre Dubois været en af fransk travsports førende opdrættere – ja, hans opdræt har jo begået sig med succes over hele verden.

I fransk travsports H-årgang -født 2017 – altså 3-åringer -, har Jean Pierre Dubois opdrættet 26 heste.

Tre af dem var til start i Prix de la Cote-Saint-Andre på Cagnes Sur Mer onsdag, og besatte de tre første pladser.

Det er da bemærkelsesværdigt!

Betænk at i 2017 blev der indregistreret 10.908 travføl i det franske centralforbund!

Af trioen ejer Jean Pierre Dubois fortsat de to, vinderen Hawai Island (Bold Eagle) og nummer tre, Hers and Mine (Bold Eagle), mens løbets nummer to var ejet af Ecurie Le Tremont.

Jean Pierre Dubois havde yderligere en hest til start i løbet, Hanouscka Darling, men den havde han ikke selv opdrættet. Den blev i øvrigt diskvalificeret.

Der var ni heste til start i det pågældende løb.