TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Er der endnu en dopingsag på vej? (Opdateret)

af | 8. dec 2020 | Nyheder

Travservice har konstateret, at der mangler afrapportering af endnu en dopingprøve, der er taget den 4. oktober på Jydsk Væddeløbsbane.

Bemærk – det er efter offentliggørelsen af denne artikel fremkommet oplysninger om den omtalte dopingprøve. se denne historie https://travservice.dk/ikke-positiv-om-golden-cn/

På hjemmesiden trav.dk offentliggør Dansk Travsports Centralforbund resultatet af alle dopingprøver – eller i hvert fald skulle de gøre det!

Akkurat som det var tilfældet med Dortmund, så kan man på resultatlisterne se, at der også er foretaget en dopingprøve af vinderen af Jydsk 2-årings Grand Prix, Golden CN den 4. oktober – her blev der også foretaget dopingprøve på nummer to i løbet, Gloria Line.

Resultatet af Gloria Lines dopingtest foreligger og er opført på listen på trav.dk som negativ.

Resultatet af Golden C N mangler!

Akkurat som dopingprøven fra Dortmund manglede på trav.dk!

Da direktør Klaus Storm, Dansk Travsports Centralforbund jo ikke vil kommunikere med travservice, forespurgte vi tirsdag morgen DTCs formand, Egon Jensen om der var en forklaring på, hvorfor Golden CN’s prøve ikke optrådte på dopinglisten på trav.dk

Det gjorde vi på mail, da det ikke var muligt at træffe Egon Jensen pr. telefon.

Da vi ikke modtog nogen form for reaktion på vores mail, kontaktede vi tirsdag eftermiddag Egon Jensen pr telefon og var denne gang mere heldig.

Egon Jensen havde dog ingen kommentarer til vores spørgsmål om Golden CN – og så var vi lige vidt.

Derefter ringede vi til ejeren og opdrætteren, Carsten S. Nielsen, hvis hustru Gerda tog telefonen.

Gerda Nielsen var godt nok klar over, at resultatet af Golden CN’s dopingprøve fra Aarhus ikke var registreret på trav.dk.

-Jeg vidste ikke, der var sådan en liste, men da jeg læste om Dortmund mandag på travservice gik jeg ind for at se den, siger Gerda Nielsen til travservice.

-Men vi har da ikke hørt noget fra DTC og vi har også fået præmiepengene – både fra Aarhus og fra Lunden, siger Gerda Nielsen videre.

-Jeg kan da heller ikke tro, at der skulle være noget i vejen med prøven på Golden CN. Hun har været behandlet med penicillin, men inden for Karenstiden før starten i Aarhus, og efter Aarhus blev både hun og Gaby CN behandlet med pasta – også inden for Karenstiden før starten på Lunden.

Undervejs i samtalen kommer Carsten S. Nielsen ind med en bemærkning om et opkald fra DTC, der kom i begyndelsen af november.

-Ja, der var en pige fra DTC, der bad om at få behandlingsjournalen, og jeg tog et foto af dem begge – det var let, for der stod ikke meget på, siger Gerda Nielsen.

DTC har altså tilsyneladende haft en undersøgelse i gang i begyndelsen af november efter at have modtaget dopingprøven fra analysen i Sverige, siden der bliver bedt om at få fremsendt behandlingsjournalen på Golden CN.

Hvad sker der herefter?

Hvorfor er prøven ikke registreret som Negativ eller Positiv – på trav.dk?

Og hvis A-prøven er positiv, hvorfor er der så ikke – som det er kutyme og ifølge §38:10 – nedlagt startforbud mod Golden CN, i begyndelsen af november?

Vi postulerer IKKE, at der er en positiv prøve på Golden CN, men vi bemærker, at der er ting, der gør at man kan forledes til at tro, at muligheden er tilstede.

Det er endnu et uafklaret spørgsmål foranlediget af den måde, hvorpå DTCs dopingreglement – og i øvrigt forretningsgangen – håndteres på af sportens øverste embedsmand.

Hvor længe endnu kan en ansvarlig bestyrelse i Dansk Travsports Centralforbund have tillid til direktøren Klaus Storm?